Vejrvært med noget på hjerte

Jesper Theilgaard har efter 27 år på skærmen helliget sig rollen som klimaformidler i håb om større udbredelse af viden og større politisk vilje til at gøre noget ved klimaforandringer.
05-05-2018 07:00:23
Vejret viser sig fra sin bedste side, da jeg en smuk solrig aprildag mødes med meteorolog og klimarådgiver Jesper Theilgaard lidt nord for København.
Man fristes til et par kvikke bemærkninger om det fine vejr og meteorologens evne til at fremtrylle solen, når det er mest ønskeligt, men undlader af frygt for at virke lidt for kæk.
Jesper Theilgaard, meteorolog på Danmarks Radio de sidste 27 år, har siden starten af 2018 været selvstændig med firmaet Klimaformidling. Her ønsker han at benytte den viden, han har opsamlet gennem sit job som meteorolog og siden 2005 også som klimaekspert med deltagelse i europæiske klimakonferencer.
- Jeg har altid interesseret mig for klimaet og været nysgerrig på de forskellige sammenhænge. Altid stillet spørgsmål og læst mange bøger om emnet. Også som barn. Jeg var nok lidt en enspænder og lidt nørdet, smiler Jesper Theilgaard med mindet om sig selv som ung i frisk erindring.
Derfor var det et nærliggende valg, da Jesper Theilgaard, efter et ophold på Ryslinge Højskole, besluttede sig for at uddanne sig til flyvemeteorolog og kom i lære i Københavns Lufthavn.
- Jeg blev færdiguddannet i 1978 og var dernæst 12 år i Københavns Lufthavn, inden jeg flyttede til DMI og samtidig blev tilknyttet Danmarks Radio.
 

Opstart som selvstændig

At Jesper Theilgaard for få måneder siden valgte at opsige sin stilling som vejrvært, skyldes DR Vejrets flytning til Aarhus.
- Jeg kunne desværre ikke se mig selv pendle mellem København og Aarhus, og en flytning blev min kone og jeg enige om, ikke var en mulighed, da vi har vores tre sønner og tre børnebørn her på Sjælland.
- Efter lidt overvejelser blev jeg derfor enig med mig selv om, at skulle ønsket og drømmen om, at starte op med klimaformidling virkeliggøres, så var tidspunktet velvalgt, selvom det blev bestemt oppefra. Og sådan er det blevet, siger Jesper Theilgaard med henvisning til hans netop opstartede firma.
- Jeg har jo som sådan taget rundt og holdt foredrag i mange år om klimaforandringerne og hvad jeg mener, der bør og kan gøres ved dem. Så det er ikke nyt. Nu helliger jeg mig bare dette alene og skal ikke presse et par vejrudsigtsvagter ind i døgnets 24 timer.
- At jeg så stadig tror, at jeg har lidt flere timer i døgnet end gennemsnitsdanskeren, det arbejder jeg med, siger Jesper Theilgaard med en grimasse, der gør det tydeligt, at det ikke lykkes til perfektion hver uge.
 

Musikuddannet

Jesper Theilgaard synes umiddelbart altid at have haft megen energi og behov for adskillige bolde i luften. Han siger det ikke direkte, men på en meget enkel måde fremgår det alligevel tydeligt, imens han fortæller om sin vej mod tv-skærmen og jobbet som klimaformidler.
- Jeg var netop ansat som flyvemeteorolog i lufthavnen efter en kort afstikker til Færøerne et par måneder, da jeg fik følelsen af, at mærke støvet dale ned over ørerne på mine kollegaer.
- Jeg havde fået en af de første vagtplaner og kunne mærke, hvordan jeg blev ramt af et tomrum. Selvom jeg nød jobbet og var inden for det felt, jeg interesserede mig allermest for, så var der et eller andet der gjorde, at jeg ikke kunne se mig selv sidde i den stilling de næste mange år.
- Det blev så til 12 år alligevel, men jeg krydrede det med at læse musik på universitetet. Der skulle ske noget, og musikken blev min form for redning, siger Jesper Theilgaard.
Det blev til knap seks års musikstudier, der dog aldrig endte ud med et egentligt eksamensbevis.
- Jeg har aldrig gjort det helt færdigt, men det er fuldstændig lige meget. Det jeg har lært og den glæde det gav mig i min hverdag, er af meget større værdi og har gjort mig opmærksom på, hvor vigtigt det er, at man konstant udvikler sig. Den gang gjorde jeg det bare, fordi det føltes rigtigt og som en nødvendighed. I dag er det blevet min filosofi, lyder det fra Jesper Theilgaard, der stadig bruger musikken i sit arbejde og nyder at spille klaver og synge i kor.
 

Glæden ved formidling

Kartoffelkuren tilbage i 1980’erne gjorde, at Jesper Theilgaard måtte tilføje endnu en titel på cv’et.
- Min hustru og jeg havde lige købt hus, da kuren satte ind, så jeg blev nødsaget til at tage et ekstra job, for at vi kunne få det til at løbe rundt økonomisk.
- Meget heldigt så jeg et opslag på arbejdet, hvor de søgte en timelærer til luftfartsskolen. Jeg søgte stillingen og fik den.
Jesper Theilgaard beskriver jobbet som lærer med stor passion og lader ikke skjule, at det var et job, han både var god til og glad for.
- Det havde den store fordel, at jeg lærte at formidle og fandt en stor glæde ved det, siger han.
Den glæde blev udgangspunktet for, at han i 1990 søgte job som meteorolog ved Danmarks Radio.
- Jeg var eneste ansøger, så oddsene var gode, selvom jeg mødte op i blå trøje og vi den gang arbejdede med bluescreen og jeg derfor var mere eller mindre usynlig, griner den tidligere vejrvært og vender igen tilbage til behovet for nye udfordringer.
- Jeg siger aldrig nej til en udfordring. Jeg er slet ikke i tvivl om vigtigheden af at være åben for nye forslag og opfordringer. Det kan godt være, at man ender med at sige nej-tak, men det er vigtigt, at man tænker sig om først og ikke blot trykker på autopiloten. Jeg siger altid: »Det lyder da spændende, lad mig høre noget mere«, siger Jesper Theilgaard.
Samme positive indstilling har gjort overgangen fra vejrvært til selvstændig nem.
 

Nyder turene rundt i Danmark

- Jeg nyder rigtigt meget at komme rundt i landet og holde foredrag. Jeg møder så utroligt mange forskellige mennesker og besøger de fjernestliggende egne i vores lille land. Det er livgivende.
- Det kan godt være, at det sommetider er træls at køre frem og tilbage. Men at møde mennesker, der forsager tv’et en aften, for at høre, hvad jeg har at fortælle. Det er fantastisk.
- Og så tager min hustru ofte med rundt på tur. Det er en gave for os begge.
- Vi har boet de sjoveste steder og nydt det. Vi føler os meget privilegerede, når vi sådan får lov at tage rundt sammen og opleve.
 

Troværdige vejrværter

At Jesper Theilgaard har kunnet holde foredrag de seneste 25 år og været vejrvært de sidste 27 år, tilskriver han sin evne til at fremstå som sig selv.
- Man bliver nødt til at være troværdig, hvis man skal holde som vejrvært og i det hele taget på skærmen i så mange år. Og for at være troværdig, bliver du nødt til at være dig selv. Det er den eneste måde, fastslår han og understreger, at nogle af de mest troværdige formidlere faktisk er vejrværter.
Af samme grund fremlagde han også for FN, tilbage i starten af årtusindskiftet, muligheden for at benytte vejrværter i formidlingen af klimaspørgsmål.
Og i 2005-2006 blev et fælles europæisk netværk af tv-meteorologer en realitet.
- Daværende klimakommissær i EU Stavros Dimas så muligheden for at få en kanal til at formidle klima. Han vidste, at for at nå ud til den brede befolkning, skulle det gennem tv. Og der fik min interesse for klimaet og spørgsmål om hvorfor og hvordan, virkelig lov at udvikle sig, siger Jesper Theilgaard.
Netværket blev nedlagt efter en årrække, da danske Connie Hedegaard blev klimakommissær.
- Det var jeg bestemt ikke tilfreds med, men heldigvis udmøntede det sig i, at vi, der havde været en del af EU’s netværk, dannede vores eget og gav det global deltagelse i stedet for kun europæisk.
Ifølge den engagerede klimaformidler blev den første selvstændige konference en kæmpe succes og netværket har efterfølgende mødtes hvert år.
- I år er det til juni i Paris og jeg skal holde indlæg om myter og fake news om klimaet. Det er et område, der ligger mig meget på sinde, for vi skal have styr på, at de facts der kommer ud, også er korrekte og med en baggrund, vi kan stå inde for, siger han.
 

Vejret er voldsommere

Jesper Theilgaard er ikke i tvivl om, at det går den forkerte vej med klodens tilstand, og han ønsker med viden at få udbredt opfattelsen af, at der bør gribes ind fra allerhøjeste sted.
- Tingene går ud ad en forkert tangent. Vi kan se, at temperaturen stiger. Der er forkerte vejrhændelser. Vejret er voldsommere. Desværre kan vi ikke videnskabeligt bevise, at det forholder sig sådan, da vore datasæt tidsmæssigt ikke er lange nok. Men griber vi ikke ind nu, så løber tingene fra os.
Det overordnede problem er, at vi i Danmark ikke kan gøre tingene alene. Det er et globalt problem. De store og stærke lande skal også deltage.
- Men vi kan godt løse det, hvis vi vil, siger Jesper Theilgaard.
- Vi har tilstrækkelig viden til at forstå, hvad vi bør og kan gøre. Men har vi politikere, der kan blive enige og vil de betale det, det koster? spørger Jesper Theilgaard og henviser til, at der på den lange bane formentlig er tale om en omfordeling af de midler, der er til rådighed
 

Vedvarende energi på banen

- Vi skal have udfaset de fossile brændstoffer og have endnu flere vedvarende energikilder på banen. Vi kender solceller og vindmøller, som fungerer upåklageligt. Men der skal også forskes i bølgeenergi, jordvarme og syntetiske brændstoffer. Vi skal finde ud af, hvordan vi trækker CO2 ud af atmosfæren, så der er plads til, at havet kan afgive noget af den enorme mængde, der er ophobet der. Vi skal have gang i diskussionen, som efter min mening, er fuldstændig fraværende i øjeblikket. Vi taler kun om sol og vind. Vi skal finde nye kilder.
- Vi skal sørge for, at vi kan udveksle den her grønne energi internationalt. EU skal på banen og vi skal have mere gang i det internationale samarbejde. Vi skal have teknologisk udviklet fordelingsnettet, så der ikke er store tab i forbindelse med transport af elektricitet.
- Det er ikke nemt det her. Men modsat er det heller ikke raketvidenskab. Det kræver, at vi kan samarbejde og finde ud af at erkende problemet og dele det mellem os, så alle får ejerskab og forståelse for, hvor vigtigt det er, at der bliver gjort noget.
- Det kræver politisk vilje og en lille smule mod. Det kræver politiske visioner. Ikke ønsker, men visioner, der siger, at vi skal der hen og det kommer vi på den og den måde.
- Vi har så meget viden og vi ved, at der er en risiko for, at noget vi ikke ønsker sker. Hvor stor skal den risiko være, før vi tager handling?
Jesper Theilgaard dvæler for en kort stund ved spørgsmålet.
- Naturen søger altid balance. Du kan ikke påvirke et sted, uden at det har konsekvens et andet. Når vi forandrer energibalancen, så har det en konsekvens.
- Det er vigtigt for mig at understrege, at vi ikke er her for naturens skyld. Det er omvendt. Den erkendelse synes jeg måske en gang imellem, vi glemmer, slutter Jesper Theilgaard, inden han stiller op til fotografering, misser lidt med øjnene mod den nu næsten for skarpe sol og glæder sig til endnu en travl uge, hvor hans engagement og passion kan få lov at stråle.
 

»Vi skal have udfaset de
fossile brændstoffer og have endnu flere vedvarende energikilder på banen.«

Jesper Theilgaard

Jesper Theilgaard
■ Født i 1955
■ Gift med Eileen Theilgaard siden 1983.
■ Sammen har de tre sønner og tre børnebørn.
■ Bosat i Charlottenlund siden 2017.
■ Ejer af firmaet Klimaformidling
 

 

»Naturen søger altid balance. Du kan ikke påvirke et sted, uden at det har konsekvens et andet. Når vi forandrer energibalancen, så har det en konsekvens.«

Jesper Theilgaard

 

 

Har skrevet flere bøger
Og modtog i 2007 Gyldendals faglitterære pris for bogen
Det danske vejr.
■ Svæveflyvningen og vejret, 1992
■ Vejret omkring os, 1993
■ Vejrkalendre fra 2000-2006
■ Vejret for dig (Fire børnebøger om Regn, Sol, Blæst og Sne
 samlet i én bog)
■ Vejrhåndbogen
■ 50 vejrvarsler der (måske) virker, 2005
■ Det danske vejr, 2006
■ Verdens vilde vejr, 2008
■ Vejret i kunsten, 2012
■ Varsler og myter om vejret, udkommer juni 2018

 

»Jeg siger aldrig nej til en udfordring. Jeg er slet ikke i tvivl om vigtigheden af at være åben for nye forslag og opfordringer. Det kan godt være, at man ender med at sige nej-tak, men det er vigtigt, at man tænker sig om først og ikke blot trykker på autopiloten. Jeg siger altid: »Det lyder da spændende, lad mig høre noget mere«

Jesper Theilgaard