Danmark glæd dig: Midt om natten hitter - igen!

Teateranmeldelse: Først kom albummet Midt om natten, så kom filmen og nu kommer musicalen af samme navn. Der er dømt sikker succes og fem store stjerner. *****
05-04-2018 08:19:42
Der er dømt fællessang af bedste beskaffenhed, man kan simpelthen ikke lade være med at nynne og sagte synge med, når der åbnes op for Kim Larsen og Gasolins fantastiske sangskat af holdet bag den nyskrevne musical Midt om natten.
Musicalen er bygget over det filmmanuskript som Kim Larsen i sin tid lavede sammen med Erik Balling og Henning Bahns, der også stod bag Olsen banden filmene, og dermed i fællesskab stod som garanter for den folkelighed, som først albummet og siden filmen af sammen navn, cementerede.
Og hvor musicalen Midt om natten nu skal føjes ind i succesraten med et alle gode gange tre!
Filmen, der havde premiere i 1984, er med sine næsten en million solgte billetter en af de mest sete danske film gennem alle tider, og albummet, der var forløberen for filmen, er med sine 650.000 solgte eksemplarer det bedst sælgende album nogensinde: Statistisk set står der et Midt om natten album i hvert tiende danske hjem.
Derfor kan det heller ikke undre, at der allerede inden premieren var solgt flere end 100.000 billetter til musicalen, der det næste par måneder spiller i Tivoli inden den tager på Danmarksturné.
 

Midt om natten hitter

Og lad det være skrevet med det samme: Danmark glæd dig– Midt om natten hitter - igen!
I musicalen Midt om natten springer historien frem og tilbage mellem midten af 1980´erne, hvor kærlighed blandt unge og et oprør mod det spirende etablerede samfund finder sted i minifristaden Haveje, og nutiden med selfies og smarte forretningsfolk.
Det betyder, at vi møder Arnold som ung i skikkelse af Troels Malling, og som ældre, spillet af Kurt Ravn. Benny i 2018 udgaven spilles og synges så det er en fryd af Gustav Wolter, der med denne rolle, må få sit helt store gennembrud, på samme måde som rollen i filmen som Susan Himmelblå i sin tid blev det for Birgitte Raaberg. I musicalen spilles den unge Susan Himmelblå af Lise Baastrup, mens Sigurd Holmen Le Dous er Susan Himmelblås søn Christoffer.
Særligt skal også fremhæves en fanden-i-voldsk Pernille Højmark som Kranen, også kaldet Molly, og den elskelige og medmenneskelige Allan Mortensen som den fredelige hippie og dranker Tusindfryd.
 

Skøn blanding af kendte og ukendte skuespillere

Castet, sammensætningen af yngre endnu for mange ukendte skuespillere, der hver som en gør det eminent godt, og af de ældre veletablerede stjerner, som her får nyt liv, er genialt, hvorfor vi ægte glædes, føler, drømmer, håber og ønsker, med alle figurerne i det fantastiske univers, som Larsen, Bahns og Balling i sin tid skabte, og som har fået nyt langt liv i musicalen Midt om natten.
På sin vis er det modigt at lade Larsens og Gasolins sangskat genoplive så mange år efter, men på forunderlig vis, så holder det i denne opsætning, hvortil er skabt en fantasifuld, farverig og finurlig scenografi og en paletfuld farverige kostumer af Marie í Dali.
Tiden flyver af sted i Midt om natten, der er et datidigt, men også nutidigt bidrag til historien om dansk samfundsrealisme med et rødt strejf.
Sangene Papirklip, Susan Himmelblå, Sirenesangen, Rabalderstræde, Langebro, Tarzan Mama Mia, samt de meget smukke Kvinde Min, og Om lidt blír her stille, kender vi alle, og hver som en får de nyt liv i denne dejlige opsætning.
Det er den Reumertvindende instruktør Heinrich Christensen, der har instrueret, mens musikken er lagt i hænderne på Joakim Pedersen.
 

Fuldkommen forførende forestilling

Midt om natten – nu også som musical – er på mange måder en så fuldkommen forførende forestilling, at fem store stjerner til fulde er velfortjent, hvorfor denne anmelder gerne ser forestillingen igen.
Så skynd dig og køb billet, mens det endnu er muligt. Succesen bør være hjemme for producenttrioen Tivoli, Langkjær Entertainment og Live Nation.
 
Spilleplan:
■ Musikteatret Holstebro fra den 2. – 6. maj
■ Aalborg Kongres & Kulturcenter fra den 9. – 13. maj
■ Hermans, Tivoli Friheden, Aarhus fra den 15. – 27. maj
■ Vejle Musikteater fra den 29. maj til den 2. juni
■ ODEON, Odense fra den 5. – 9. juni