Livsforlængende oplevelse at flytte på landet

Familien Saxtoft Højlund byttede i sommeren 2017 deres liv i hovedstaden ud med et liv midt i Mols Bjerge på Djursland. En beslutning de stadig glædes over og med engagement og taknemmelighed ser frem til at skulle udbygge yderligere.
16-02-2018 06:00:41
Freden kan ingen tage fra stedet der midt i Mols Bjerge. Og udsigten til Trehøje midt i bjergene og Ebeltoft Vig ganske nær er intet mindre end unik og storslået. Til trods for tågedis, januarkulde og nøgne træer og buske der lader vente længe på sommerens frodighed, så er det let at blive betaget at stedets skønhed, potentiale og ro, og det er ikke svært at se, hvad det var, familien Saxtoft Højlund forelskede sig i, da de for et års tid siden besluttede sig for, at ejendommen Sølballegaard skulle blive deres, og familiens liv i hovedstaden byttes ud med et liv på landet.
Familien Saxtoft Højlund består foruden Sofie og Espen af børnene Alva (11 år), Jakob (8 år) og Gertrud (3 år), så beslutningen om at flytte hele familien fra det vante i hovedstaden er blevet overvejet grundigt og har givet anledning til mange forudgående undersøgelser.
- Vi har været i rigtigt mange hjørner, inden vi besluttede at købe Sølballegaard, siger Sofie Saxtoft, og sender et opråb til lokalpolitikere rundt omkring i hele landet.
 

Undersøgte skoleforhold

- Det der med, at her er en skøn natur, smuk udsigt og fredfyldt. Det kunne vi sagtens selv se, så det er ikke vores erfaring, at det er der, man fra kommunens side skal lægge energien, når der skal tiltrækkes nye borgere. Der er ingen tvivl om, at vi blev forelskede i stedet med det samme, og ganske bjergtagede af udsigten, mulighederne og området. Men vi var også så rationelle, at vi godt vidste at skulle vores familieliv kunne fungere, så skulle der være skoler og pasningsmuligheder inden for en kort afstand, og vi skulle ikke være nødsaget til at køre børnene til eksempelvis Rønde 20 kilometer væk, for at de skulle kunne passe deres skolegang.
- Så helt konkret gjorde vi det, at vi ringede rundt til kommende naboer, skrev til politikere og gennemgravede gamle referater fra kommunalbestyrelsesmøder for at sikre os, at skolen også var der, når vi flyttede til og mange år ud i fremtiden.
Esper Højlund supplerer.
- Man bliver ikke helt tryg, når de første oplysninger der møder en er, at den nærliggende skole står i et såkaldt »sparekatalog«. Det er ikke med til at tiltrække nye familier til området. Politisk skal man have fokus på, at der er faciliteter, der gør det muligt at bo uden for byerne. Det er vigtigt, at infrastrukturen fungerer. At der eksempelvis er en skolebus. At man kan komme på nettet og mobiltelefonen ikke hele tiden falder ud.
- At her er smukt, skønt og vidunderligt. Det må næsten være tydeligt for enhver, smiler han og understreger.
- Som politiker skal man turde at tage den beslutning, at en skoleelev på en mindre lokal skole, gerne må koste lidt mere mod, at det til gengæld skaber tryghed for de der allerede bor i lokalsamfundet og muligheden for tilflytning af nye ressourcestærke mennesker, der gerne vil livet på landet og måske ovenikøbet har en iværksættertrang, der i sidste ende, kan skabe endnu flere arbejdspladser.
 

Barsel gav næring

At familien overhovedet kom til beslutningen om, at bylivet skulle skiftes ud med et liv op ad en grusvej midt i Mols Bjerge, skyldes familiens yngste medlem.
- Jeg besluttede at forlænge min barsel med Gertrud til to år, siger Sofie Saxtoft.
- Vi har begge to haft travle jobs og flyttede da også til København for 15 år siden på grund af job muligheder og med henblik på at få os nogle succesfyldte karrierer.
- De to års barsel gav os et syn på, hvilket liv vi gerne vil leve. Og det blev pludselig tydeligt for os, at vi levede et liv, der var lidt for hektisk og som primært handlede om materielle ting. Når vi havde fri handlede det om at gå på cafe, ud og spise, shoppe. Hvad søren skal man ellers lave i de små huse, når arbejds- og skoledagen er klaret?
- Vi blev pludselig klar over, at alt handlede om karriere, og at det måske i bund og grund ikke var helt så vigtigt for os, som vi gik og troede.
 

Stor mangfoldighed

- Her midt i Mols Bjerge er der ikke særlige stort fokus på de materielle ting. Her er der mere et fokus på de mennesker, der lever her. Og vi er vidt forskellige, siger Espen Højlund.
- I byen lignede vi alle i omgangskredsen hinanden. Vi har samme uddannelsesniveau, samme umiddelbare interesser, tjener formentlig stort set det samme og er meget lidt uenige politisk og menneskeligt.
- Her er der et enormt spænd på menneskene. Her er alt fra iværksætteren, der har tjent millioner, til de der er her, fordi det har de altid været og til dem der ønsker at være selvforsynende. Vi kan alle sammen være her, understreger han.
Sofie Saxtoft lytter og nikker.
- Jeg synes faktisk godt, at vi kan sige, at det har været en livsforlængende oplevelse at flytte hertil. Forstået på den måde, at det her lille eventyr har trukket tiden ud. I København var vi havnet på en hylde, hvor vi befandt os rigtigt godt, men der var ikke meget udvikling. Vi kunne sagtens se os selv i fuldstændig samme situation også om 20 år. Vi var ligesom der, hvor vi drømte om at være både med hensyn til børn og karriere – i hvert fald set udefra.
- Nu har vi drømme igen. Vi lægger planer og udvikler og kan pludselig se alt muligt, der vil være fedt at gøre og som måske kan lade sig gøre om en årrække.
 

Helt anden hverdag

Beslutningen har givet familien en helt anden hverdag end tidligere. Hvor Espen førhen mødte på sit arbejde – et reklamebureau i indre by – hver dag og oftest ikke var hjemme før end ved 18 tiden, flyver han nu fra Tirstrup mandag morgen og er væk fra familien ugens første dage.
- Men når jeg så kommer hjem, så er jeg her, siger han og Sofie samtykker.
- Det er noget helt andet. Nu er der pludselig tid til, at Espen kan være fodboldtræner for Jakobs fodboldhold og vi kan gå en tur i løbet af torsdagen eller fredagen, hvor du er hjemme. Det giver et andet frirum og er en stor nydelse, nu hvor vores ældste er ved at være der, hvor der ikke er meget voksentid om aftenen. Så er det ren luksus lige at have et par formiddage, hvor man kan få samlet op.
- Og det der med at være alene med børnene her ude i mørket. Det gør mig overraskende ikke noget. Vi trives med det og føler os faktisk langt mere trygge, end vi gjorde inde i byen, siger Sofie Saxtoft, der endnu ikke har savnet de tilbud, byen kan tilbyde.
- Jeg savner de venner, vi heldigvis stadig har, men som er kommet lidt længere væk. Men byen, nej. Det savner jeg ikke. Vi får så meget andet herude.
 

Byens puls  

Esper Højlund er fuldstændig enig.
- Det er sjovt, for jeg kommer jo stadig til København et par dage om ugen. Og det er bemærkelsesværdigt, hvordan jeg kan mærke det fysisk i min krop, om jeg er midt i byens puls eller her ude i bakkerne. Der er meget mere krop og sanselighed her. I byen er det højt gear – også selvom man ikke føler det direkte. Bare det, at der er så mange indtryk i form af trafik og mange mennesker, man konstant skal forholde sig til. Det er vildt at mærke påvirkningen, når kontrasten bliver så tydelig.
Både Sofie og Espen samstemmer i, at der ikke er noget, de savner ved byen.
- Jeg bruger omkring 15-20 timer på frivilligt arbejde om ugen. Og det er utroligt, så givende det er at være med til at gøre vores lille samfund til et bedre sted at være.
- Den måde vi er blevet modtaget på, har været overvældende. Folk har stået med åbne arme og budt os velkomne. Vi havde kun boet her i 14 dage, da vi blev inviteret til bryllup hos vores nye naboer. Og sådan er det fortsat. I dag er de tidligere ejere af Sølballegaard blandt vores gode venner og de bor bare fem-seks huse nede ad vejen.
Espen Højlund griner.
- Det vil så sige omkring seks kilometer herfra.
 

Vi er kun flyttet tre timer væk

Begge blev de, da beslutningen om flytning var taget, mødt med kommentarer om, at det var en meget modig beslutning.
- Herregud. Vi er flyttet tre timer væk, siger Espen Højlund og vedstår, at de også selv havde fordomme med i bagagen, da de flyttede ind.
- Vi talte meget om, at det var dejligt, at Sølballegaard havde den størrelse, den havde, og at der var plads til, at vores københavner-venner kunne komme og overnatte. Vi så det som en absolut nødvendighed, at den mulighed var der, og skænkede ikke en tanke, at vi også kunne etablere nye venskaber. Det siger lidt om vores eget snæversyn.
- Det har været så skønt at blive modtaget af en flok mennesker, der alle udmærket kan forstå vores valg. De synes jo også, at det er det skønneste sted på jord. At værdien i at vokse om på landet er unik. At freden og roen og de åbne vidder er godt for vores helbred og humør.
Samfund med selvværd
- Vi blev mødt af et sted og et samfund med selvværd. Og det er en gave at være blevet en del af og en stor tilfredsstillelse at give vores børn den mulighed i deres barndom, at kunne færdes frit omkring i skønne omgivelser.
- Vi havde et stort ønske om at komme ud og slå rødder. At få lov at være en del af et fællesskab. Det har vi fået lov til og det nyder vi til fulde, lyder det fra begge.
- Byen har rigtigt meget at tilbyde. Men her får du som barn langt længere snor og får lov at udforske på egen hånd. Det gjorde vores ikke, da vi boede i København. Og det giver altså en anden dimension, det der med, at kunne skue langt og have frie tøjler.
- Her spiller vores søn Jakob fodbold i hvert eneste frikvarter og ikke kun i det planlagte ene frikvarter en gang om uge, hvor hans københavnerklasse havde den asfalterede boldbane.
- Her er Espen blevet fodboldtræner og en del af fodboldforældrene, der også lige klarer resten af verdenssituationen, mens de venter på, at træningen er færdig.
- Her bliver vi set og kendt. Der er en positiv interesse omkring ens person, og der bliver fulgt med i, hvad vi laver og hvordan vi har det. Det kan jeg godt lide, siger Sofie Saxtoft.
 

Står sammen og tager ansvar

- Det har været lidt en oplevelse for os, at alle kender alle, og at mange har flere kasketter på. For eksempel skulle vi bruge en vvs’er. Da han kom, viste det sig, at det var en af de fædre, jeg lige havde sludret med en af de foregående aftener til fodbold.
- Det hele hænger sammen herude og vi er en del af et stort dejligt fællesskab, hvor der er plads til alle. Der er plads til sociale arrangementer og der er plads til at passe sig selv, når man har behov for det, lyder det fra Espen Højlund.
- Her står vi sammen og tager ansvar. Det er nødvendigt i de små samfund, og det giver så god mening for os alle sammen, lyder det fra både Sofie Saxtoft og Espen Højlund, der er i fuld gang med planer om at genvinde Sølballegaards status som samlingspunkt for både lokale, turister og andet godtfolk, der vil nyde fællesskabet og naturen omkring den skønne ejendom. 
 
Sølballegaard
Fra 1960’erne har Sølballegaard under skiftende ejere fungeret som sommerpensionat, galleri, café, koncertsted, bryllupslokation og samlingssted for kunstnere. Gårdens leben og unikke beliggenhed midt i Nationalpark Mols Bjerge har gennem tiden gjort Sølballegaard til et yndet udflugtsmål for turister og lokalbefolkning.
Siden 2010 har Sølballegaard været lukket for offentligheden, men Sofie Saxtoft og Espen Højlund har planer om at genåbne gården som mødested for turister, lokalbefolkning og virksomheder. I støbeskeen er blandt andet koncerter, foredrag og arrangementer med op til 120 deltagere til dagsarrangementer. Derudover vil der tilbydes leder- og organisationsudviklingsforløb med inddragelse af naturen og på sigt måske også minihøjskoleforløb. Sølballegaard vil efter en gennemgribende renovering kunne rumme 20 overnattende gæster fordelt i værelser og ferielejligheder med eget køkken og bad.
-Vi har mange drømme og planer, og vi har lyst til at prøve af, hvad man kan med et sted som Sølballegaard, siger Espen Højlund med forventning i stemmen.
Sølballegaard forventes at være klar til åbning i efteråret 2018. Interesserede kan følge Sølballegaards forvandling på Facebook eller Instagram.

 

Lidt historie

Gårdens navn Sølballegaard kan have flere betydninger:
Sø balle gård = en gård på en bakke ved en sø
Søl balle gård = en gård på en sølet bakke
Sø Balle gård = gården ved søen ejet af familien Balle 
Den sidste mulighed er den mest sandsynlige, hvilket også tidsfæster navngivningen til sidst i 1700-tallet. På dette tidspunkt flytter Anne Nielsdatter
Balle ind og hendes efterkommere i fire generationer beholder navnet Balle som mellemnavn (og sikkert også kaldenavn i landsbyen)
I 1870’erne udflyttede Jens Mikkelsen Balle gården fra landsbyen og byggede de bygninger som også i dag står som Sølballegaard. Bygningerne er i dag erklæret for bevaringsværdige og stort set al den tillæggende jord er fredet og en del af Nationalpark Mols Bjerge.
       
Kilde: Werliin.dk