Jim Lyngvild: Livet er at skabe

- og at bo her ude på landet giver mit liv balance. FrilandsLiv har mødt Jim Lyngvild på hans ejendom Ravnsborg, til en snak om livet på landet, og om de glæder og udfordringer, det giver.
Martin og Jim på gåtur med deres hunde i det sydfynske
20-09-2017 14:19:03

Klokken er lige knap otte en solbeskinnet, skøn vintermorgen. Disen falder tungt over markerne, og åen - jeg ved, skal løbe lidt længere nede - kan kun anes, fordi jeg har fået fortalt, at den er der. Jeg har passeret en lang, hullet markvej og snørklet mig gennem adskillige små landsbysving for nu at holde med Ravnsborg - Jim Lyngsvilds såkaldte vikingeborg - foran mig. Og det er et storslået syn. Der er noget smukt, flot og anderledes over sådan et træhus på omkring 400 kvadratmeter med drager på taget, skrifttegn i gavlen og en selvstændig kirke i baghaven, liggende der helt alene for enden af en markvej badet i vintersolen og med frosten stadig hængende fast i de høje græsser omkring det. 

Trusser og leopardmorgenkåbe

Jeg har lavet en aftale. En af dem jeg er ekstra spændt på. For hvordan vil han egentlig være ham vikingen, der har forstand på store rober, og som udtaler sig om alt og ingenting? Er han overhovedet klar her klokken otte om morgenen, eller bliver jeg mødt i trusser og leopardmorgenkåbe? 

Tankerne, forventningerne og ikke mindst fordommene er mange denne vintermorgen, men jeg er klar. Klar til at få mit syn rystet, klar til at høre, hvad han har at sige ham Jim Lyngvild, og nysgerrig på hvorfor sådan én som ham egentlig bor her ude af den lange hullede markvej i den sydfynske natur langt væk fra storbyernes pulserende liv. 

Mågestel og »bare-kom-ind-stemning«

Og ja, han er klar. Knap har jeg drejet nøglen, før end han står i døren og tager imod. Og ikke iført trusser og leopardmorgenkåbe, men i lækkert, neutralt tøj og med favnen fuld af plastik, der lige skal fjernes, inden jeg kan komme ind. 

- Jeg er i fuld gang med at gøre klar til mit modeshow i Kina, undskylder han, og skynder sig at få hænderne fri, så vi kan få hilst rigtigt. 

- Det bliver så spændende, og jeg er både glad og stolt over, at jeg får lov at sætte et så stort show på benene - og så i Kina, siger han, inden han byder på kaffe og finder mågestellet fra Bing & Grøndahl frem.

- Det er det smukkeste stel, og uden guldkant kan det også ryge i opvaskemaskinen, lyder det bag smilet på den store veltatoverede mand, der allerede efter bare ti minutter har formået at få stemningen gjort hyggelig og hjemmevant.

I løbet af de ti minutter har jeg også nået at hilse på to yderst voksne og velproportionerede grand danois-hunde samt Jims mand, Morten Paulsen. 

Og de tre ekstra medlemmer af familien ødelægger bestemt ikke stemningen. Jeg føler allerede, at jeg er blevet modtaget som en ven af familien. Den der »bare-kom-ind-stemning« er tydelig, og det er ikke svært at forestille sig, hvordan det er at komme her, hvis man er sådan en »rigtig« ven og ikke bare en »wannabe« som mig.

Har bygget selv

Jim og Morten har boet på Ravnsborg i tre år. Og ingen af dem er i tvivl om, at beslutningen om at flytte til netop dét sted og bygge netop dét hus, har været helt rigtig. Også selvom det ikke var en enkel og nem beslutning.

- Da vi først havde besluttet os for, at vi skulle bygge Ravnsborg, var idéen i første omgang, at vi måske skulle til Silkeborg. 

- Morten er fra Holstebro, så Jylland lå på ingen måder fjernt for os, og Silkeborg er et smukt sted. 

- Den type grund, vi godt kunne tænke os, kunne vi bare ikke få. Enten var den ikke til salg, eller også var det til priser, vi ikke kunne give, fortæller Jim Lyngvild.

Spirituelt menneske

I stedet faldt de over en nedrivningsklar ejendom nord for Fåborg. 

- Jeg er et spirituelt menneske, og da vi var ude og se på stedet, var der ikke umiddelbart det, jeg vil kalde kontakt. Morten var gået tilbage til bilen, og jeg blev stående et stykke tid, bare for at indsnuse stedet. Der var skønt, det kunne ingen betvivle, men var det vores sted?

- Da jeg kom tilbage til bilen, spillede radioen »You can get it if you really want«, og der fik jeg mit tegn, og vi endte med at købe, rive ned og bygge op.

Sangen fortsætter med et »but you must try, try and try, and you succed at last« og det skulle vise sig at blive mere rigtigt, end hvad Jim og Morten måske lige havde ventet.

- Det gik ikke helt som planlagt med den tømrer, vi havde troet, skulle bygge huset, så det endte med, at jeg var med til at bygge det hele. Her bagefter har det været en gave, fastslår Jim Lyngvild.

- Det kan godt være, at der engang kommer til at bo nogen andre mennesker her end Morten og jeg, men i hjertet vil det altid være mit hus. Ingen kan tage stoltheden over at have bygget det fra mig, og den følelse er fantastisk.

Angstprovokerende at flytte på landet

At Jim og Morten for små ti år siden overhovedet endte på Fyn, er lidt af et tilfælde.

- Jeg er fra Albertslund, Morten fra Holstebro, og vi ville gerne lidt ud på landet. Men vi hverken kunne eller ville give de himmelhøje priser, der florerede på det tidspunkt, så vi blev på sin vis tvunget til at se os om på Fyn, fortæller Jim Lyngvild, der dog er dybt taknemmelig over, både at være i en anden økonomisk situation end mange i hans omgangskreds, der har købt huse alt for dyre, men også ver at have opdaget, hvor skønt der er, også midt i Danmark.

- Indtil vi tog beslutningen om at flytte til Kirke Søby ved Assens på Vestfyn, havde jeg brugt hele mit liv i København. Jeg var da hundeangst for, om jeg overhovedet kunne falde til på Fyn. Hvad pokker skulle vi lave? Vi var vant til bare at smutte en tur på Strøget i København, hvis vi havde en ledig stund. Og kunne vi overhovedet falde til i lokalsamfundet? Det var voldsomt angstprovokerende.

Til Jim og Mortens held kalder man i Kirke Søby, fuldstændig i Jims ånd, en skovl for en skovl og en spade for en spade, så der gik ikke lang tid efter, at de var flyttet ind, før end telefonen ringede.

- Det var en af de ældre, lokale damer, der da bare lige ville høre, om det var rigtigt, at jeg var ham designeren, og at vi var to mænd, der boede sammen, smågriner Jim Lyngvild og fremhæver, hvor herligt han synes, det var.

- Det var så befriende og så dejligt. For der var ingen protest imod, hvem vi var. Det skulle bare konstateres, og så tog vi den derfra, smiler han.

Læs mere om Jim Lyngvild her : Livet er at skabe II