Jeg tænker ikke over min alder

Han er 71 år, og var i mange år ejer af Ebeltoft Folketidende og eget trykkeri. Men siden Niels Rasmus Hvitved som ung ved en tilfældighed havnede på en hesteryg, har dyret fyldt al hans fritid. For 10 år siden fik han øjnene op for military-genren, hvor igennem han også fandt kærligheden på ny.
Niels Rasmus Hvitved i sit es til terræntræning i Langå på hoppen Zakyra. Foto: Jimmy Leen Friis.
23-11-2017 11:11:22

»Hist, hvor vejen slår en bugt, ligger der et hus så smukt (…)«.

Sådan lyder de lyriske ord fra en gammel H.C. Andersen tekst. Og sådan er det også næsten, når man kører langs en snørklet grusvej i Djurslands bakkede landskab, lige bort set fra, at det første øjet møder, er en hvid hestetrailer. Men dernæst i et indhak mellem marker og skov ligger en hvid landejendom med røde tegl, hvor en halvmur danner indkørslen, og buksbomhækken er klippet til perfektion. En sand landperle gemt kun få kilometer fra Ebeltofts byskilt.

Stedet, og hestetraileren vel og mærke, tilhører 71-årige Niels Rasmus Hvitved, og hvis det ikke var fordi, at FrilandsLivs udsendte sad i hans stue og kiggede i gammelt fotoalbum og spiste nybagte boller, så var Niels for længst taget i skoven på hesteryg. De fleste af døgnets timer bruger han og kæresten, Lena Christensen, nemlig på de firbenede dyr.

En interesse, som startede ved en tilfældighed i hans læretid som typograf, og som siden har gennemsyret hvert eneste ledige minut ved siden af ejerskabet af Ebeltoft Folketidende og familiefirmaet, Hvitveds Bogtrykkeri.

- Da jeg var 17-18-år, var min store hobby at fotografere. Men en dag fik min kammerat Ole slæbt mig med ud på Skærsø (Herregård på Djursland, red.), hvor vi hoppede op på en Jyde og en Frederiksborg. Det var uden saddel, og bare op og igennem skoven. Det var første gang, jeg sad på en hest. Og det resulterede i, at jeg fra den ene dag til den anden, stoppede med at fotografere og så var det kun heste, fortæller Niels Rasmus Hvitved, der kunne mærke sin første ridetur i en uge efter.

Hash og husar

De to drenge begyndte derefter at låne sig til rideture på nabogården, og samtidig hjælpe til i stald og mark. Typograflærlingen kunne derved opstalde sin første hest gratis, alt imens han passede sin læreplads ved siden af, for uddannelse var vigtigt for ham. Den nye hobby blev heller ikke taget ilde op hjemme hos forældrene i Ebeltoft by.

- Det var ikke noget, vi snakkede om. Men jeg kan huske, at min mor var glad for det, for som hun sagde, når man lugter af hest, så lugter man ikke af hash, siger Niels Rasmus Hvitved med et grin ved mindet om hippie-Danmark i de glade 60’ere.

Hestehobbyen tog for alvor fart, da han et par år efter kom i Garderhusarregimentet.

- Det var der, jeg begyndte at forstå, hvad det gik ud på, det der ridning. For vi fik en ny hest at ride på hver dag, og jeg fandt ud af, at der var forskel på heste, siger Niels Rasmus Hvitved, som også i forbindelse med soldatertiden nåede at medvirke i Dirch Passer-filmen »Hurra for de blå husarer« fra 1970:

- Vi skulle ride et slag for kameraerne, og det var simpelthen så skægt at ride så vildt, siger han, og fremviser stolt de halvtreds år gamle sort-hvid billeder i fotoalbummet.

Rundt om Military-ridning

Military er en ridesportsdisciplin, som består af tre deldiscipliner; dressur, ridebanespringning og terrænspringning. Nogen kalder military for ridesportens triatlon.

Military har fra gammel tid sine rødder i en samlet test for kavaleriet, som krævede beherskelse af flere typer ridning.

Military starter altid med en dressurprøve, herefter rides der i terræn og springes på ridebanen. Rækkefølgen for terrænridt og ridebanespringning kan variere, alt efter om et stævne tager en eller flere dage og stævnets sværhedsgrad.
De fleste forbinder military med det krævende terrænridt, hvor hest og rytter skal gennemføre en terrænbane med faste forhindringer på tid.

Vinderen i military er den ekvipage, som efter de tre discipliner, samlet har færrest strafpoint.

Da rideformen er ekstrem, er der flere lovpligtige sikkerhedsregler. Alle rytterne skal blandt andet ride med sikkerhedsvest og bære et »medical-card«, hvor der står kontaktinfo til pårørende og læge. Hvis en rytter falder af, må der heller ikke rides videre, uden at vedkommende bliver tilset af en læge eller sygeplejerske først.

Kilde: Dansk Ride Forbund

Niels Rasmus Hvitved i sit es til terræntræning i Langå på hoppen Zakyra. Foto: Jimmy Leen Friis.

Gav fællesskab

Efter Niels var blevet færdigudlært, arbejde han otte forskellige steder, men vendte så tilbage til Djursland. Udover overtagelsen af trykkeri og Ebeltoft Folketidende fik han sin første stævnehest og var med til at stifte Ebeltoft Rideklub. En klub, han stadig er medlem af i dag, og hvor et fællesskab om hestene og stævner voksede.

- Jeg har aldrig gået op i racer og afstamninger. Men når jeg havde fri, så var det bare ud til hestene og så afsted til landsstævner i weekenderne.Min kone tog ofte op til sin søster i weekenderne, og jeg husker, at mine niecer knap var klar over, hvem jeg var, men dét vi lavede dengang, det var bare så sjovt, siger han, da han tænker tilbage på tiden som springrytter.  

Den 71-årige rytter nyder at have en at dele de mange rideture med. Snakken går som regel lystigt, når de to hver morgen drager mod skoven på hesteryg. Foto: Ditte Birkebæk Jensen.

Mørkt på landet

Niels og hans daværende kone, Karen Hvitved, boede med deres tre børn, Steen, Tina og Torben, i parcelhus i Ebeltoft de første år. Men Niels’ ønske om at kunne have hestene hjemme, udmøntede sig i landstedet på Djursland i start 80’erne.

- Jeg fik flere heste, men jeg blev så skuffet, for her var mørkt morgen og aften, så når jeg endelig kom hjem fra arbejde, kunne jeg hverken se »kuk eller bøh«, hvor jeg i ridehallen kunne ride sent om aftenen, siger Niels om flytningen til landet.  

Han valgte derfor at gå ind i bestyrelsen i rideklubben, hvor han også kunne genvinde det sociale. I dag nyder han dog friheden og freden på landet, hvor naturen er lige udenfor hoveddøren:

- Da vi boede i byen havde jeg omstilling hjem til, så jeg tog altid telefonen. Men da vi flyttede herud, bestemte jeg mig for, at jeg ikke ville have firmatelefon med, jeg ville have lidt fred, når jeg havde fri.
 

Deler interesse

Konen som også arbejdede på trykkeriet, havde ikke interesse i heste, men den ældste søn, Steen, var tit med sin far til stævner og undervisning i ridehallen. Og efter typografens første stævnehest måtte slagtes, var det sønnen, som trak ham tilbage op på ryggen af de firbenene, når det gjaldt konkurrencerne.

- Min søn begyndte at gå til stævner, og jeg skulle alligevel køre ham, og så en dag tog jeg min egen hest med. Vi begyndte derved at ride sammen, og det var rigtig sjovt at komme i gang igen. De gamle ridekammerater var jo stadig med, og jeg kan huske, at vi til et stævne i Randers blev kaldt for rollatorgruppen, siger han med et smil og fortæller:

- Det var rigtig fedt at dele hobbyen med ham, og da han flyttede hjemmefra, kunne han ringe til mig og sige, at der var stævne lørdag. Og selvom jeg sad og lavede avis en fredag aften, så ringede jeg tilbage en halv time efter, og sagde okay, vi kører klokken otte.

 
Niels Rasmus Hvitved har gemt mange af sine hesteminder i fotoalbums. Her er det fra tiden i Garderhusarregimentet, hvor han til ære for kameraerne i Dirch Passer-spillefilmen »Hurra for de blå husarer« rider et slag med soldaterkammeraterne. Foto: Ditte Birkebæk Jensen.

Smag for military

Alle tre børn samt Niels og Karens to børnebørn bor i dag på Sjælland. Sønnen Steen fandt en pige, som er uddannet ridelærer, og sammen fik de en gård med plads til seksten heste. Parret dyrkede den hårde terræn-ridestil, military, hvor Niels hurtigt kom med som hestepasser til stævnerne.  

- Military er tre discipliner, og det er meget tidskrævende, så det har ikke været muligt at finde timerne til det førhen. Det er en form, som kræver meget tid både i forhold til træning, men også stævnerne, som kan vare flere dage.  

Bogtrykkerens interesse var vakt, og han begyndte så småt at tage til Sjælland i weekender og stille til start i de små klasser i military-genren.  

- Det er ti år siden, jeg tog hul på military. Det var dog en nem overgang, for jeg har altid elsket at ride i terræn, som i bakkerne her ved gården. Derudover er military også meget mere socialt, hvor man holder ved siden af hinanden en hel dag. Det sociale er faktisk halvdelen af det, forklarer Niels Rasmus Hvitved.


Ny epoke

I takt med at mere og mere af bogtrykkerens tid blev brugt på den nye ride-hobby, fik han i 2011 et bud fra Berlingske Lokale Medier på sit trykkeri og avisen.

- Jeg solgte det faktisk på min 65 års fødselsdag. Og derefter kunne jeg snildt være væk på Sjælland i flere uger ad gangen for at ride military.

Niels var et par år forinden salget blevet skilt fra konen Karen, og boede herefter alene på gården. Men for få år siden fandt han kærligheden på ny, og denne gang igennem hesteinteressen.

- Lena og jeg havde gået og snakket sammen til nogle stævner. Men det tog fart, da jeg til et af dem var blevet parkeringsvagt. Her kunne Lena pludselig ikke læsse sin hest, og så måtte jeg lige hjælpe med at skubbe lidt til den, fortæller Niels om mødet med Lena Christensen, som er tolv år yngre end ham.

I oktober sidste år flyttede hun og hendes hest ind på gården på Djursland, hvor parret i dag nyder at dele passionen for military-ridning.

Èt sted kan man se, at Niels Rasmus Hvitved nar nået en anden alder end sine medkonkurrenter til military-stævnerne. Han har nemlig altid en lille træskammel med, når han skal op på hesten. Foto: Ditte Birkebæk Jensen.

Mere forsigtig

Til spørgsmålet om kroppen kan blive ved med at holde til den krævende ridesport, gør Niels i sjov et par knirkelyde, mens han strækker sig og siger:  

 - Jeg tænker ikke over min alder, det er kun om morgenen, når jeg skal op af sengen.

Selvom han ikke er meget for at blande sin alder sammen med sin passion, som nogen måske vil mene, han er lidt for gammel til, så medgiver han, at han er blevet mere forsigtig med årene. Han har nemlig prøvet at falde af til stævnerne et par gange.

- Jeg er blevet bange, og har lige skullet i gang igen. Men lysten har altid vendt tilbage. Jeg ridder i 80-klassen på den nye hest, indtil det bliver kedeligt, og det blev det på den anden hest, hvor jeg red 90 (centimeter-højden på forhindringerne, red.). Det er også af forsigtighedsgrunde, for andre ryttere går hurtigere op i klasserne, end jeg gør, siger han og tilføjer:

- Jeg er mere afslappet nu end tidligere, og har det hyggeligt, når jeg er ude, men jeg vil samtidig ikke være nummer chok. Jeg skal helst slå nogle af de unge en gang i mellem, ellers ville jeg føle mig lidt dum, siger han, og slår en latter op.   

Alder er bare et tal

I dag rider Niels og Lena mellem fem til seks stævner om året, men de træner som regel alle ugens dage.

- Jeg vil sige, at vi har et privilegeret liv, det der med at være pensionist, det er altså ikke så slemt, siger han gennem et bredt smil.

Parret er da også allerede i fuld gang med at forberede sig til næste stævne den kommende weekend. Selvom han er 71 år, er Niels fast besluttet på at blive ved med at ride, så længe han kan, og det skal tallet på dåbsattesten ikke hindre ham i

De fleste af døgnets lyse timer tilbringer Niels Rasmus Hvitved og kæresten Lena Christensen i ridetøj. Her ses Lene på 9-årige Kjærsgårds Mirabell, som er en Dansk Varmblodshoppe, og Niels på den 13-årige hoppe Zakyra, som er en Hollandsk Varmblod.

- Min træner sagde engang, at man ikke kan gøre ældre ryttere bedre, men man kan sørge for, at de vedligeholder sin form, så de kan ride ti år mere. Og så er det også godt, at jeg nu har en makker. Vi kan hjælpe hinanden og holde øje med dårlige vaner, slutter Niels Rasmus Hvitved.

Fotoalbummet er klappet sammen og bollerne er spist. Parret er allerede trukket i ridetøjet, og på vej ud for at sadle op til endnu en træningstur i det østjyske terræn. Journalisten når lige et farvel-vink fra to hesterygge, inden parret sætter kurs over bakkerne mod skovens tinde.