Instagrammere til show i Herning

Søstrene Rikke og Mille Lykke Jørgensen har hver en profil på instagram, hvor de dagligt viser billeder af deres heste og ridning. Det har gjort dem yderst populære blandt de unge piger, der aktivt følger med i deres hesteliv.
05-04-2018 08:14:27

Søstrene Rikke og Mille Lykke Jørgensen på henholdsvis 23 og 21 år bliver stoppet konstant på deres vej rundt i messehallerne til Hest og Rytter i Herning.
I seks år har Mille Jørgensen haft en profil på instagram og i seks år, har hun postet billeder af sig selv og hesten Chico. Billeder der viser deres hverdag og den udvikling, de sammen har gennemgået fra utrænet til de M-klasser i ridebanespringning, de rider i dag.
- I dag har jeg 68.000 følgere, siger Mille Lykke Jørgensen og vurderer, at det primært er i målgruppen 8 til 13 år.
- Det er i hvert fald dem, der er mest aktive til at kommentere mine billeder og spørge ind til Chico. Og det er også dem, der vil have taget selfies her i Herning.

Flere og flere instagrammere

Mille Jørgensen var blandt de første til at lægge fotos af sig selv og sin hest på instagram, og derfor er hun også blandt dem, der har flest følgere.

- Men vi bliver flere og flere, siger hun.
Hendes søster Rikke Lykke Jørgensen er for et år siden fulgt trop og har oprettet sin egen instagramprofil.
- Til at begynde med, var det meget mig, der tog billeder af Mille og Chico. Det gør jeg stadig, men nu har jeg også min egen profil og cirka 11.000 følgere.
Til forskel for Milles profil, vurderer Rikke, at hun også har en del lidt ældre følgere.
- Jeg har fokuseret på at fortælle om min vej fra nærmest at være bange for at sætte mig op på en hest, til igen at være glad for det. Det kan ryttere på min egen alder relatere sig til, tror jeg.
Ingen af pigerne har planer om at slette deres profiler.
- Nej, vi nyder det. Det er sjovt at møde alle vores følgere og dejligt, at de bakker op.
- Forhåbentlig kan de være med, når jeg rider landsstævne i spring inden for en nær fremtid. Det er min drøm, siger Mille Lykke Jørgensen.

Hobby som instagrammer
■ Hverken Rikke eller Mille Lykke Jørgensen tjener penge på deres profiler. Mille Lykke Jørgensen har en sponsor til sit rideudstyr og begge er heldige at have fået foræret billetterne til Hest og Rytter. Men ellers er det blot at betegne som en hobby.
■ Man kan følge Mille på profil; millejoergensen
■ Man kan følge Rikke på profil; vrixenjoergensen