Den bedste udgave af sig selv

Lene Beier er netop kåret som årets bedste kvindelige underholdningsvært og i fuld gang med tv-optagelser rundt i landet. Men hun er også mor, hustru og nyslået hus- og haveejer, der skal få det hele til at hænge sammen.
24-03-2018 08:00:11
Jeg bliver taget vel imod, da jeg - efter at have forceret den firesporede motorvej, fulgt Amagerbrogade og kørt gennem et større industrilignende kvarter - er endt på en stille landsbyvej i retning mod Søvang syd for Dragør og drejet ned i noget, der minder om et sommerhusområde, for at besøge Lene Beier, kendt fra blandt andet »Landmand søger kærlighed«, »Hjem til gården« og »En stor dag på godset«.
Lene Beier, flankeret af hunden Bruce, åbner døren i det knap et år gamle hus, og byder inden for og op i køkkenet med den prægtigste udsigt ud over Øresund.
Vi er bogstaveligt talt et stenkast fra vandkanten. På gode dage må Lene, eller i hvert fald de to sønner, Arthur (9 år) og Otto (6 år), kunne kaste sten i vandkanten fra altanerne. Det er en drømmebeliggenhed, familien Beier der har fået fingrene i.
Og hun ved det godt Lene Beier. For hver gang jeg benoves af udsigten, duften af tang, eller blot husets fine detaljer, takker hun ydmygt og giver mig ret. Man kan ikke andet. Det er en lille perle.
 

Erna såede de første frø

Lene Beier er oprindeligt fra Skive og boede de første år af sit liv på en gård uden for byen. Senere flyttede hun med sin mor og to søstre ind til Skive og boede der frem til hun blev 18 år og flyttede til København.
Blandt de kæreste minder er dagplejemor Erna og hendes mand Gustav.
- Hos Erna fik jeg landlivet ind under huden. Her blev der syltet, bagt, lavet hyldeblomstsaft og plukket bær. Jeg elskede at være der, og kom der jævnligt, frem til jeg flyttede til København som 18 årig.
Lene Beier dvæler lidt ved mindet og supplerer.
- Erna og Gustav og deres liv på landet og så det, at vi sejlede meget i familien. Det er værdier, jeg har taget med mig. Jeg elsker naturen, landlivet og vand. Det får mig til at falde til ro, siger Lene Beier, der efter det nybyggede hus er blevet færdigt, er gået i gang med haven.
 - Det er en opgave, jeg godt kan lide. Har indtil nu sat roser og bærbuske. Men der skal en masse andet til og jeg glæder mig til at komme i gang, sådan rigtigt for alvor, siger hun.
 
Kræftens Bekæmpelses kampagne 10-kampen
Lene Beier er frontfigur og ambassadør i Kræftens Bekæmpelses seneste kampagne »10-kampen«, hvor hovedformålet er at give danskere nye vaner og et sundere liv, så risikoen for at få kræft nedsættes.
 - For mig er 10-kampen en oplagt mulighed for at se min hverdag efter i sømmene. Jeg ved det jo godt inderst inde ..., siger Lene Beier og supplerer.
 - Jeg har en stor last med chips og rødvin, og så er jeg festryger. Det er der ikke meget godt at sige om, i den her sammenhæng, så det er rart, at jeg – sammen med rigtigt mange andre danskere, der har tilmeldt sig 10-kampen hos Kræftens Bekæmpelse - kan få fokus på, hvad der egentlig skal til, for at leve sundere.
 - Tænk sig, at vi kan faktisk kan forebygge 4 ud af 10 kræfttilfælde ved at ændre lidt på vores daglige vaner og rutiner. Det er det mindste vi kan gøre for os selv og vores familier, siger Lene Beier.
 

Uddannet lærer

Lene begyndte i 1998 at arbejde som lærervikar og nød meget arbejdet omkring børnene.
- Jeg var virkelig glad for det arbejde og endte da også med at læse til lærer. Det med at formidle læring til børnene, om emner jeg selv fandt utroligt interessante. Det kunne jeg godt lide.
- Men i baghovedet lå alligevel hele tiden en gammel drøm om at lave tv. Jeg ved faktisk ikke, hvor fra det kommer, men jeg har altid tænkt, at det ville være sjovt at lave tv, så da en veninde gjorde mig opmærksom på, at der var en åben casting til et tv-program, meldte jeg mig til.
- Det er jo egentlig lidt sjovt. For jeg nød virkelig jobbet som lærer og samspillet med børnene. Men den der gamle drøm, den ville altså ikke slippe. Og så havde jeg da også inde i mit hoved en plan om, at det jeg skulle var at lave børnefjernsyn og formidle den viden, jeg havde fra min undervisning i natur/teknik, biolog og historie.
 

Fik netværk

- Sådan blev det ikke. Men jeg fik jobbet. Og pludselig var jeg indenfor dørene, smiler Lene Beier, der dog ikke er bleg for at indrømme, at hverken job eller første tv-program var særligt godt.
- Men jeg fik et netværk inden for den verden, jeg så gerne ville være en del af, og da jeg en dag tilfældigt spiste frokost med Peter Tanev, skulle det vise sig at ændre min karriere fuldstændigt.
Peter Tanev vidste, at TV2 var i gang med at starte ny tv-kanal, TV2 Fri, og at de manglede en studievært med Lenes profil.
- Cecilie Hother var allerede castet til den ene værtsrolle, men til mit held manglede der stadig en der nød at gå i gummistøvler og som ikke opdagede, at hun blev beskidt. Jeg fik det, siger Lene Beier med en begejstring i stemmen, der ikke lader nogen tvivl om, at hun selv synes, hun er havnet på rette hylde.
- Jeg elsker det der med at være udendørs. At komme rundt og besøge en masse forskellige mennesker. At de lukker mig ind i deres liv og lader mig være en del af det for en stund. Det er da et privilegie. Langt hellere det, end at sidde i et studie og have styr på hvilket kamera, jeg nu skal kigge i. Her planlægger vi så lidt som muligt og går med historien, når den er der. Vi dyrker samtalen og relationen mellem mennesker. Det er skønt.
- Mit job er jo at få det bedste frem i de mennesker, der medvirker i programmerne. Det er faktisk ikke så forskelligt fra mit job som lærer. Der gælder det også om, at få folk til at shine. At få dem til at slappe af og være den bedste udgave af sig selv.
- Med det formål, er relationen til andre mennesker unik og værd at dyrke, siger Lene Beier.
 

Meget hjemmefra i perioder

Siden 2013 har Lene Beier arbejdet fuld tid på tv. Hun er i gang med femte sæson af »Landmand søger kærlighed«, anden sæson af »Hjem til gården« og har netop startet nyt program op »Sig det med bolig«, der har premiere 3. april.
Optagelserne til »Landmand søger kærlighed« varer over to måneder (maj-juni) og gør, at Lene er meget hjemmefra.
- Min mand Anders og jeg har den ordning, at fra cirka marts og frem til oktober, er han primær-forælder. Det vil sige, at i den periode, er det ikke forventet af mig, at jeg har styr på eksempelvis forældreintra, fødselsdage, madpakker og idrætstasker. I den periode er jeg så meget hjemmefra, at Anders regerer stort set ene på hjemmefronten.
- Når vi laver »Landmand søger kærlighed« kan jeg ofte ikke nå hjem mellem optagedagene, og ender derfor tit med at være væk hjemmefra fra søndag aften til fredag sidst på eftermiddagen. Det kan jeg godt synes er hårdt og jeg savner min familie rigtigt meget, selvom min dag er fyldt med gode oplevelser.
- Derfor er det også ekstra skønt, at de så en gang imellem kan komme og besøge mig. Så har jeg måske en halv optagedag og så råhygger vi den anden halvdel. Det er luksus.
 

December i Mexico

Luksus er også, at Lene så stort set har fri fra oktober og 4-5 måneder frem.
- Ja, det er en kolossal luksus, og der folder jeg mig så også fuldstændig ud herhjemme. Helt fri har jeg ikke, da der stadig er foredrag og noget forberedelse til forårets og sommerens optagelser. Men det er en enorm frihedsgrad og december holder jeg som udgangspunkt helt fri og helliger mig familien, siger Lene Beier og tilføjer, at familien i år har planer om at tilbringe december måned i Mexico.
- Jamen det er så skønt, at vi kan tillade os den luksus. Det giver altså noget på familiefronten, at man sådan er sammen i lang tid og oplever.
- Så gør det pludselig knap så meget, at man er meget væk i andre perioder. Og minder, som da Otto var to år og jeg lavede »Landmand søger kærlighed« første gang og var på optagelse i to måneder, og han pure afviste mig, når jeg var hjemme på weekend. De kan takles, siger Lene Beier og indrømmer, at det kan være svært at få familie- og arbejdsliv til at gå op.
- Det er jo svært for mange af os. Når man gerne vil være to steder på en gang. Men med planlægning kommer man altså langt. Anders og jeg får det i hvert fald til at fungere.
 
Fakta om Lene Beier
■ Født 29. maj 1977 i Skive
■ Gift med Anders Beier siden 2006. Sammen har de sønnerne Arthur og Otto Beier og hunden Bruce
■ Uddannet skolelærer med hovedfag i biologi, natur/teknik og historie
■ Første tv-job i 2009. Fuld tid på tv fra 2013.
■ Frontfigur i Kræftens Bekæmpelses kampagne 10-kampen
■ Vært i en lang række programmer hos TV2. Blandt andet »En stor dag på godset«, »Landmand søger kærlighed«, »Hjem til gården«, »Klar parat sy«, »Mit frirum«, »Kurs mod fjerne kyster ekstra« og »Mit livs Eventyr«.
■ Deltog i 2016 i Vild med Dans, hvor hun dansede med Frederik Nonnemann og endte på en sjette plads.
 

Smaskforelsket til trods

Lene og Anders har kendt hinanden i 16 år og kan i starten af 2019 fejrer kobberbryllup.
- Tiden er gået hurtigt. Men den er gået godt, forsikrer Lene Beier.
- Jeg kan tydeligt huske, da jeg mødte Anders første gang. Vi arbejdede begge som tjenere på en sushi-restaurant. Anders er fire år yngre end mig og var dengang slet ikke en, jeg kunne se mig selv sammen med. Han havde britpophår, gik med attachetaske, var københavner – alt var galt, men jeg blev smaskforelsket alligevel, griner Lene Beier.
Af samme grund er fremtidsdrømmen også, at de en dag igen skal arbejde tæt sammen, og meget gerne på deres fælles hotel.
- Ja, det er altså en kæmpe drøm, vi begge har. Jeg er rigtig glad for at lave fjernsyn og håber da også, at jeg får lov til at blive ved i 5-6 år endnu. Men derefter kunne vi godt tænke os at åbne et hotel. Sådan et lille et, hvor man føler sig velkommen, også hvis man kommer alene. Et lille hotel med fællesspisning og hjemlig hygge. Jeg forestiller mig lidt, at det bliver som en stor familie. At vi ikke er flere, end at det kommer til at føles som om, at vi som familie har gæster. At vi simpelthen kommer til at udvide familien.
- Anders er så god til at gøre tingene hyggelige og jeg elsker at gøre rent. Det kan ikke gå galt, siger Lene Beier i et hjerteligt grin inden hun iført støvler og en varm jakke tager en gåtur på stranden med hunden Bruce.
 
 
Årets bedste kvindelige underholdningsvært
Lene Beier er netop blevet kåret af Billedbladet og dets læsere som årets bedste kvindelige vært. En titel hun er meget stolt af.
 - Det er helt unikt, når de seere, der følger med i tv-programmerne får lov at vælge. Og at det lige blev mig, kom som en kæmpe overraskelse.
 - Jeg var i gang med optagelser og havde meddelt Billedbladet, at jeg desværre nok ville komme lidt for sent. Det reagerede de overhovedet ikke på. Så med det i mente var jeg helt sikker på, at jeg ikke ville vinde. De kunne jo ikke risikere, at jeg kom for sent, hvis jeg skulle modtage en pris, siger Lene Beier.
 Men ikke desto mindre. Da prisen skulle overrækkes, var det hendes navn der blev råbt op og hende der blev bedt om at træde op på scenen og både modtage prisen og holde takketale.
 - Det var noget værre vås jeg fik sagt. Havde slet ikke forberedt noget som helt. Og når jeg så samtidig var rørt helt ind i det inderste…
 - Resten af aftenen smågræd jeg lidt af ren glæde. Det var en dejlig aften, slutter Lene Beier.
 
 
Beier bygger
■ Dokumentarserie der følger familiens arbejde med at bygge drømmehuset. Serien er tidligere blevet vist på TV2 Fri og sendes nu på TV2 med start 27. marts.
 
Sig det med bolig
■ Nyt boligprogram, hvor Lene Beier er vært sammen med Louise Dorph. Har premiere 3. april.