Danmarks »ukendte« verdensstjerne

Helene Blum og Harald Haugaard har succes som folkemusikere i store dele af verden. FrilandsLiv har mødt dem til en snak om musikken og det at være et godt menneske.
En grammy er det indtil videre blevet til for Helene Blum. Hendes mand Harald Haugaard har opnået hæderen hele 13 gange. Fotos: Henriette Lemvig
13-02-2017 08:15:54

Når man møder sanger og musiker Helene Blum, og hører historien om hendes vej til store koncerter og livet som professionel musiker på udenlandske scener, ledes tankerne straks hen på et eventyr. Forenet med et liv som mor i en familie, hvor far også er musiker, og børnene bare er to og fire år, får eventyret nærvær og realisme og en kant, der er værd at bruge lidt tid på.


At hun yndefuldt og elegant tager imod, da vi får lov at besøge hende på privatadressen, smuk og ligetil og med et strejf af uskyld og sarthed, der gør, at man straks finder sympati, og får lyst til at vide mere. Ja, så flyver tankerne let mod smukke prinsesser, alfer og eventyr med deres udfordringer og lykkelige slutninger.


Og udfordringer har der været. Udfordringer der er med til at forme os som menneske, og som giver grobund for, at vi gør os lige det mere umage, med det vi laver, og som inspirerer til, at drømme skal lykkes. Udfordringer, der for Helene Blum på det professionelle plan tæller et utal af små koncerter, hvor hun og manden, Harald Haugaard, har spillet for få tilhørere, blot fordi de gerne ville, og lysten og engagementet drev dem til at fortsætte.

Succes i Tyskland

Nu er situationen anderledes. Især i Tyskland er succesen stor, og Helene Blum og Harald Haugaard er flyttet fra de små liflige steder i byernes måske lidt lurvede kvarterer til byens teatre med omkring 600 tilhørere.


- Vi er meget beærede over den loyalitet, folk omkring os viser, siger Helene Blum.


- Især i Tyskland mærker vi meget den kulturelle åbenhed, der præger. Selvom de ikke kender os, og vi ovenikøbet synger de fleste af vores numre på dansk, så er de åbne og tænker, at det skal have et forsøg. Næste gang vi spiller i deres by, kommer mange af dem så igen, og denne gang har de taget naboen med. Det er skønt at opleve, siger hun.

Helene Blum


■    37 år og bosat i Svanninge Bakker på Sydfyn

■    Gift med violinisten Harald Haugaard og mor til to piger

■    Har modtaget én Danish Music Award for årets folk debut (2007) samt den europæiske folke-
musikpris Eisener Eversteiner (2013)

■    Har spillet mere end 800 koncerter de seneste 10 år med Helene Blum & Harald Haugaard Band i det meste af verden fra den legendariske Mozartsal i Wien over store canadiske festivaler til små engelske folk-klubber

■    Spiller også klaver og violin – fik sin første violin som 2-årig

■    Har samarbejdet med bl.a. Odense Symfoniorkester, Palle Mikkelborg, Steffen Brandt, Martin Simpson (UK) og Ashley MacIsaac (CAN)

■    Indehaver af sit eget pladeselskab - Pile House Records

■    Er aktiv vinterbader

■    Skriver klummer til Fyns Amts Avis

■    Deltog i HM Dronningens hofbal for kunst- og kulturlivet i marts 2016

Folkemusikken er brugsmusik. 
Den skal få folk til at danse, synge eller bare lytte og føle. Og det håber jeg, at folk vil gøre, når de hører min musik 

- Helene Blum

Folkemusiker med lyst til sang

Helene Blum er uddannet folkemusiker fra det fynske musikkonservatorie. Siden hun var to år, har hun spillet violin og klaver, og hele familien har altid sunget meget. Blandt andet er det blevet til adskillige år som kirkesanger i flere kirker. Men at det netop blev sang, der er blevet hendes levevej, var ikke åbenlyst - i hvert fald ikke for hende selv - de første år.


- Helt frem til jeg var 19 år gammel, troede jeg faktisk, at jeg skulle være pianist.


- Men pludselig fik jeg mere lyst til at dyrke sangen og alle de forskellige udtryksformer, der også er i vores stemmer. Den formidling og samhørighed, der ligger i musikken, er fantastisk. At kunne lave musik, jeg kan forbinde mig med, og som rører og taler til folk. Det er en gave, siger hun.


- Folkemusikken er brugsmusik. Den skal få folk til at danse, synge eller bare lytte og føle. Og det håber jeg, at folk vil gøre, når de hører min musik.

Helene Blum troede længe, at hun skulle uddanne sig til pianist ved konservatoriet. I stedet blev det sangen, der vandt den største del af hendes hjerte. Foto: Henriette Lemvig

Naturen giver ro og tryghed

Helene Blum og Harald Haugaard bor sammen med deres døtre i Svanninge Bakker på Sydfyn.

- Vi bruger naturen rigtigt meget, og vi nyder at bo her nu på 12. år, fortæller Helene Blum, der dog betragter sig selv som lidt sammensat på området natur kontra by.


- Jeg elsker at rejse og er lige for tiden i Berlin et par gange om måneder, hvor vi giver koncerter. 


- Men hvor er det heldigvis også dejligt at komme hjem igen. Det er her, vi lader op, og hvor vi føler os trygge, siger hun og lader tankerne gå til barndomshjemmet, hvor der også var skov i baghaven.


- Skoven giver mig en følelse af ro, tryghed og genkendelighed. Mange finder det en smule uhyggeligt at bo op og ned ad en skov. Sådan har jeg det slet ikke. Tværtimod. Men det har helt sikkert noget at gøre med associationer til min - heldigvis - meget trygge barndom. 

Naturen betyder meget for mig, og jeg tror, det er den slags forbundenhed, der giver et menneske tryghed. Føler vi en sammenhørighed med noget, bliver et af vores helt basale behov opfyldt, og dermed bliver vi trygge 

- Helene Blum

Tilvalg betyder også fravalg

- At vi ikke bor, eksempelvis i København eller en af de andre større byer, er et tilvalg, der også betyder visse fravalg. For eksempel går vi, fordi vi bor her på landet, glip af noget netværk. Vi kan ikke lige rende til alle arrangementer, og det skal planlægges lidt mere, når vi netværker. Vi dumper så at sige ikke lige ind.

- Modsat er det skønt at bo her. Jeg kan meget lettere høre, hvad det er, jeg har på hjertet, når der ikke er så meget støj. Jeg får dækket helt basale behov, fordi jeg føler mig i samhørighed med omgivelserne her i bakkerne og tæt på skov, fastslår Helene Blum.

Inspireret af det langsomme

Sangerinden er ikke i tvivl om, at det ligger i tiden, at vi bliver mere opmærksomme på vores historie, og hvad vi kommer af.

- Jeg er meget inspireret af det langsomme. Modsat meget i dag, som handler om at være unik og hurtig, så tror jeg, at vi alle sammen på et tidspunkt når derhen til, hvor vi har behov for at sætte farten lidt ned, og mærke efter lidt dybere inde end bare på overfladen, hvor mange af os agerer i det daglige.

- Jeg tror på, at vi har behov for at kende vores kultur og være dybt funderet i den. Er vi det, vil vi også have meget lettere ved at tage andre kulturer ind, og ikke være så bange for det fremmede, siger hun.

-Vi har så travlt med, hvad det er, der skiller os ad. Hvordan skiller lige netop jeg mig ud fra mængden? Hvordan bliver lige netop jeg set og hørt? Jeg vil meget hellere, at vi fokuserer på, hvad det er, vi har til fælles. Det er da dér, det bliver spændende. 

- Vi skal lære hinanden, og især vores børn, at søge oplysninger, viden og uddannelse. Vi skal kende verdenshistorien for at forstå, hvad andre mennesker kommer fra, understreger Helene Blum og fastslår, at det er vigtigt, at man går ud og møder folk. At man helt basalt er venlig.

Og venlig, det er hun det smukke mennesker, vi har været så heldige at møde. Og eventyret. Ja, det er godt på vej mod sin lykkelige slutning. En slutning, der forhåbentlig strækker sig over mange år endnu, og som vil fylde verden med mere smuk dansk folkemusik fra Helene Blum og Harald Haugaards stemme og violiner.