Bare en bonde

Udsigten over pløjemarker tiltaler Peter Aalbæk Jensen, der føler sig stærkt forbundet med jorden og land- skabet. Den 61-årige landmand og filmmager har planer om at skabe et nyt fællesskab i en økologisk landsby på sin hjemegn ved Køge.
14-02-2018 14:27:54
Peter Aalbæk Jensen har boet i Herfølge ved Køge, siden han var 16 år. Stedet, jorden og landskabet betyder noget for ham. Det er på landet, han hører til.
Vennerne fra ungdommen rejste væk, så snart de kunne. Han blev. Han har netop underholdt og smådrillet 300 landmænd på et økologisk årsmøde i Skjern og uddyber så sin plan om at etablere en økologisk landsby, som skal rumme et fællesskab på tværs af generationer. Og sine tanker om livet på landet.
- Jeg har aldrig boet udenfor Køge Kommune. Jeg kan ikke forstå det der med at søge væk til en storby og at isolere sig i en lejlighed. Det er for sårbart og for besværligt. Hvordan kan storbymennesker leve et almindeligt liv uden at have nogle naboer, der kan hjælpe? Det ville stresse mig, hvis jeg ikke havde min nærhed og mit nærsamfund aktiveret, siger manden, der har mange projekter i gang ved sin landejendom.
 

Glæden ved landlivet

Via sit filmarbejde har Peter Aalbæk Jensen rejst til alverdens storbyer, men han kan ikke undvære jorden og landlivet.
- Jeg vil ti gange hellere bo på landet og se ud over nogle pløjemarker end på Strandvejen i Hellerup og se ud over noget vand. Jorden giver den her fornemmelse af årets gang med de skiftende farver, og jeg elsker, når jeg ser en traktor med en kæmpe vendeplov efter sig være ude for at ordne markerne. Der er noget smukt ved at tænke på, at her har nogen ordnet marker i et par tusinde år, smiler han.
- Det, at der kommer en plante op, det kan man kun glæde sig over i en fremskreden alder – der er noget »Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jord skal du igen opstå«. Det er noget religiøst for mig med landbrugsjorden.
Gentagelsen i arbejdsprocesserne vækker også hans glæde.
- Jeg tænker mange gode tanker, når jeg sidder på min traktor. Filmidéerne får jeg ikke inde på Zentropa. Men på min traktor får tankerne frit spil. Uanset hvor triviel og strabadserende hverdagen føles … Når jeg tager arbejdstøjet på og går ud og mærker luften første gang om morgenen, så kan jeg mærke, hvordan blodtrykket sænker sig … Jeg trækker vejret dybt ind og begynder igen at tro på Gud, siger fritidslandmanden.
 

Familien og andre glade sjæle

Den kommende øko-landsby skal være det modsatte af isoleret storbyliv. Unge og gamle skal kunne hjælpe hinanden. Småbørnsfamilier skal kunne dele opgaverne med andre, og en børnehave og en skole drømmer han også om.
- Jeg håber lidt på, at problemer som barnets anden-tredje sygedag er noget, vi kan løse i fællesskab i vores landsby. At folk kan hjælpe hinanden på tværs af generationer. Det er vigtigt. Vi deler ikke hinandens erfaringer mere. Nu skal vi google alting i stedet for, men man kan ikke google, hvordan det var at holde sin kæreste i hånden første gang.
- Der er så meget viden akkumuleret i os gamle, stort og småt. Det er bare ved at forsvinde og vil være væk, når vi er døde. Det ku’ være fantastisk, hvis vi havde tid til at gå sammen med børnene og de unge – en ung i puberteten har godt af at snakke med andre end sine egne forældre om de store ting i livet. Så kan vi gå og dyrke grøntsager sammen. Og hvorfor kan børnehavebørn ikke blive passet hjemme og hjælpe med at dyrke jorden og at lave aftensmad? Hvad kan man ikke få snakket om og få lært dem undervejs?
Peter Aalbæk Jensen har, som han siger, stille og roligt og uden bestemte planer opkøbt jord i nærheden af, hvor han bor. Og han forhandler med Køge Kommune om at gøre stedet til en landsby. Det kræver nogle planmæssige ændringer at transformere landbrugsjord til bymæssig bebyggelse, men processen er i gang.
I første omgang er det hans familie, børn og svigerbørn, der er i gang. Han forestiller sig dog en langt større målestok.
- Det skal være større og involvere mange flere, så vi kan danne et stort fællesskab, for at det bliver interessant. Jeg har 11 hektar, så har Køge Kommune en hel del arealer, og så er der nogle private lodsejere, så alt i alt taler vi om 65 hektar.
Han har købt en ejendom i nærheden af familiens, hvor en hestestald er ved at blive ombygget til forsamlingshus, og et nyt køkken er indrettet, så der kan laves mad til hundrede ad gangen. Forsamlingshuset bliver den første, fysiske manifestation af det kommende fællesskab.
Her kan der holdes konfirmationer, musikaftner, foredrag og fællesspisning. Planen er, at det skal stå klar til brug 1. april, og Peter Aalbæk Jensen satser på, at landsbyen kan blive kørende i 2020.
- Stille og roligt dukker nogle glade sjæle op, der interesserer sig for forskellige ting. For eksempel kom der en biavler og en, der gerne vil dyrke tomater – og det er fantastisk – dem lukker man ind og siger: Lad os komme i gang.
Selvforsyning og et socialt og arbejdsmæssigt fællesskab ligger også i planerne.
 

Kæmpede sig til selvtillid

Peter Aalbæk Jensen har jævnligt talt med store bogstaver i den offentlige debat og iscenesat sig selv og andre, når han har markedsført Zentropas film. Han har det bedst med at bekende kulør.
Hvad dyrkningsmetoder angår, anbefaler han økologisk og helst biodynamisk dyrkning. Det er der fremtid i, både når det gælder bæredygtighed og økonomi, mener han. Men vil han også være landbrugets provokatør, og hvorfra får han selvtilliden til at stille sig op?
- Typisk havde jeg en mangel på selvtillid og selvværd som ganske ung dreng, og en del af skoletiden foregik med at stå udenfor døren. De der sociale greb, man lærer eller ikke lærer, til at styre udenom egen usikkerhed med, så man kan omdanne sin egen hæmmethed til et aktiv – det bedste sted at bygge det op er i skolegården. Enten går du ned psykisk, eller også bliver du stærkere af det.
- Om det er en trøst for dem, der har det svært i skolegården i dag, ved jeg ikke, men det er sjovt, at dem, jeg arbejder med, både Lars von Trier og Susanne Bier, er begge blevet mobbet heftigt i skoletiden – og de er blevet anerkendte filminstruktører, funderer filmmanden.
- Hvis du ikke knækker sammen, kommer der en fandenivoldskhed op i dig og en hævnfølelse over dem, der generede én i barndommen. Den der energi kan så blive overført til noget andet.
Drengen Peter blev bakket op derhjemme, når han stod op for sig selv.
- Min mor var knaldende anarkist og super kontroversiel, så hun klappede altid i hænderne, når jeg havde haft en konflikt i skolesystemet eller var gået op mod en magthaver. Jeg er opflasket til oprør, siger han, og uddyber:
- Det er meget mig. Modsat så mange andre så nægter jeg at lægge for mange bånd på mig selv. Det er så uendelig svært med en idealiseret forestilling om, hvordan du selv skal være. Du vil altid falde igennem før eller siden. Så derfor prøver jeg at være hundrede procent transparent i forhold til, hvad jeg tænker, håber og gør.
- Jeg bekender kulør. Det er det nemmeste, hvis alle tvinger sig selv til at gøre det, så ved vi, hvor vi har hinanden.
Peter Aalbæk Jensen lever med, at den adfærd kan skabe uvenskab og modstandere. Og selvhøjtidelig kan man ikke kalde ham. For eksempel indgår ordet »svinet« i hans mailadresse.
- Det fandt jeg på, da jeg var direktør i Zentropa. Jeg synes, det er sjovt... Det er sikkert blevet hvislet ud mellem tænderne på mange medarbejdere mange gange, så kan jeg lige så godt kalde mig det selv, smiler han.
 

Indgå i naturens kredsløb

Måske har han glæden ved steder og hjemegn fra sin far, Erik Aalbæk Jensen (1923-1997), der voksede op i Vendsyssel under landbrugskrisen og de stærke ideologiske brydninger. Han skrev flere romaner, blandt andet om livet på landet. Familien flyttede til Osted, da Erik Aalbæk Jensen blev frimenighedspræst der. 
Peter Aalbæk Jensen taler om sin fornemmelse af, at jorden for ham nærmest er noget religiøst.
- Jeg skal begraves på Herfølge kirkegård. For mig er det en fredfyldt tanke at vide, at jeg skal ligge på en kirkegård sammen med mine uvenner fra skolen - der er noget smukt i, at vi skal forenes under mulde. Sammen med alle dem, jeg har kendt godt eller mindre godt, siden jeg var dreng. – Den gamle dame, der gik tur med en dum pekingeser, og den chauffør, som gav igen, da man var en uforskammet og næsvis 17-årig. Jeg kan godt lide historikken, og at jeg kommer til at indgå i det store hele og giver næring til det store kredsløb.
 
Det ville blive for meget for mig, hvis jeg både skulle arbejde i en smart branche, bo et smart sted og være gift med en smart blondine af en kone og omgås smarte venner. Hernede har alle mine naboer tre-fire trailere. Man går altid i arbejdsbukser og har døgnet rundt en tommestok og en Stanley-kniv i lommen. Det synes jeg er fedt. I bund og grund er jeg jo bare en bonde.
 
I Kristeligt Dagblad 9. september 2016