Vi har alle et talent – brug det!

Ole Henriksen passede ikke ind i sin barndomsby Nibe og han følte sig ofte så forkert, at han flere gange som teenager overvejede selvmord. Men så tog han en beslutning. Og siden er han hver dag vågnet med en taknemlighed over at være til og en fast tro på, at dagen bliver bedre, hvis man fokuserer på at se det gode og smukke – både i sig selv og i sine medmennesker.
10-11-2018 08:00:29

- Han kunne altså i teorien godt være min far, indskyder jeg, da sønnen på 11 og jeg er på vej hjem fra en begivenhedsrig dag.

Jeg har fået mulighed for at interviewe Ole Henriksen i forbindelse med lanceringen af hans seneste bog, og vovet pelsen og med baggrund i en tidligere udtalelse om, at ballet giver ham gåsehud, inviteret ham med på Det kgl. Teaters balletskole i Odense, hvor jeg er så heldig, at min 11 årige søn går.

Og Ole Henriksen har sagt ja.

Derfor har vi nu haft en dejlig eftermiddag sammen med cremekongen over dem alle, der har set ballet og indåndet den stemning, han som barn og ganske ung drømte om at blive en del af.

Stemningen i bilen er dog pludselig blevet en anelse afventende. Og det er tydeligt, at der sås tvivl om min udtalelse.

- Han lignede altså kun en, der var i 40’erne, lyder det fra den uimponerede unge mand, jeg har siddende på forsædet. Og han fortsætter.

- Umiddelbart så I da sådan nogenlunde lige gamle ud!

Vi lader den stå der og nøjes med at konstatere, at Ole Henriksen er et 67 årigt livsstykke, der holder sig ualmindeligt godt. Et livsstykke, der har formået at få det bedste ud af sit liv.

Et menneske der har formået at være anderledes og forblive tro mod sig selv og sin egen identitet. Et menneske der rækker ud og deler sin glæde med andre, og som for mere end 50 år siden tog et aktivt valg og besluttede sig for, at det her liv skulle leves. At det skulle leves godt, og at der hver dag var noget at glæde sig over.

FrilandsLiv har mødt Ole Henriksen. Vi er begejstrede og glade.

Imponerede over nærværen og evnen til at være til stede i nuet. Set lyset i Ole Henriksens øjne, da balletbørnene – store som små – viste, hvad de havde lært. Hørt ham i dialogen med de 11-årige drenge og piger, der har valgt den dansevej, han selv drømte om som barn, og glædet os over den varme, oprigtige glæde, gejst og tilskønnen til at bruge sit talent, som han gav videre den regnfulde, småblæsende eftermiddag, hvor FrilandsLiv mødte verdens gladeste Ole.

Vi skal sætte pris på hinanden

Det er bogen »Det skal føles godt – tag hjertet med på vejen mod succes« der i denne omgang har fået ham hjem til Danmark.

- Jeg har skrevet bogen i samarbejde med Tina Jøhnk Christensen. Efter så mange år på amerikansk grund, skriver jeg helst ikke på dansk mere. Det tager mig simpelthen for lang tid. Så jeg har fået god hjælp, siger Ole Henriksen, der dog understreger, at hvert af ordene er hans egne.

- Hun har været så dygtig til at få det skrevet fuldstændig, som jeg har sagt det, siger han og sætter i et stort smil.
Et smil der sætter aftryk, og som oftest efterfølges af rosende ord eller kommentarer.

- Jeg synes, det er så utroligt vigtigt, at vi husker at sætte pris på hinanden og fokuserer på det positive, der er omkring os. Et lille smil kan altid være vejen mod en interessant samtale eller blot et smil tilbage. Mere skal der såmænd ikke til for, at vi får en dejlig dag.

- Hele min succes er baseret på, at jeg elsker livet og mine medmennesker, og at jeg hver dag vågner taknemmelig og siger tak, fordi det er muligt, endnu en dag.

Valgte tidligt at være glad

Ole Henriksen tog allerede som teenager beslutning om, at han ville bære glæden med sig hver dag. At han ville finde solstrålen i den grå himmel og fokusere på det, der gjorde ham godt og ikke modsat.

- Man vælger at være glad. Selvfølgelig har man lov til at falme lidt. Lov til at trække sig tilbage og være grund ked af det i forbindelse med for eksempel sygdom og savn. Men det må ikke tage over. Det er muligt at fokusere på de smukke oplevelser.

Fokusere på, hvad der gør en glad. Men det kræver alenetid. Det kræver stilhed, hvor man slapper af og giver sig tid. Det genoplader simpelthen vores batterier og er der ting, man er i tvivl om, får man oftest svarene i sådanne situationer. Jeg kunne ikke undvære det, siger Ole Henriksen.

Passede ikke ind

De første år af Ole Henriksen’s liv var ellers ikke lette. Familielivet i Nibe i det nordjyske var trygt og godt, selvom morens til tider lidt for hidsige temperament kunne resultere i fysisk afstraffelse, som Ole siden hen har tilgivet og fundet forståelse for. Men Ole passede ikke ind.

- Jeg har altid skilt mig ud. Altid været anderledes og haft andre interesser end mine jævnaldrende. Jeg havde ingen venner og var meget alene. Men egentlig var det ikke en så stor udfordring, som det kan lyde, for jeg hyggede mig. Har altid været god til at være aktiv. Altid fundet på noget, jeg kunne beskæftige mig med.

- Men det at være så markant anderledes og have svært ved at se, hvordan mine drømme og min udlængsel nogensinde skulle kunne lade sig gøre, det var hårdt og jeg overvejede tit, om jeg skulle springe i Limfjorden og gøre en ende på det hele.

- Men så tog jeg et valg. Et valg om at stå glad op hver morgen og få det bedste ud af livet.
Ole Henriksen fægter med armene og slår ligesom en stor fed streg under sætningen.

- Det kan jo ikke nytte noget, at man ikke får noget godt ud af det liv, man er blevet givet. Heller ikke selvom man er bøsse og fra Nibe.
Han smiler igen. Og holder et øjeblik fast ved barndommen i den nordjyske provinsby.

Vandt troen på, at det kan lade sig gøre

- Det der ændrede mit syn på mulighederne, var i første omgang en stilekonkurrence om søfarten gennem tiden.

- Man kunne vinde en rejse sammen med sin familie, hvilket var virkelig eksotisk for mig. Så jeg gjorde mig umage. Alt lige fra teksten, til illustrationer og forside. Alt var gennemarbejdet og detaljeret - og jeg vandt. Det var en stor lykke for mig og jeg nød at stå i rampelyset, da præmien skulle overrækkes.

- Den stil gav mig en tro på, at ting kan lade sig gøre. Man kan komme ud i verden, hvis man anstrenger sig og gør sit bedste. Fra da af besluttede jeg mig for, at jeg nok skulle nå mine drømme om at komme ud i verden og jeg vidste, at hvis jeg arbejdede for det, så ville det lykkes.

I første omgang drømte Ole Henriksen om at komme til København, hvor alting var større og vildere. Hvor kunsten og kulturen levede på et andet plan end i Nibe, og hvor det at være anderledes, ikke var helt så iøjnefaldende, som i hans barndomsby.

- Jeg flyttede til København, mens jeg stadig var teenager og det var en vild oplevelse. En helt ny verden åbnede sig for mig og inden længe, drømte jeg også om Paris og USA.

Alle skal føle sig værdsat

Drømmen om Amerika blev indfriet, da Ole Henriksen som 23 årig åbnede sin første skønhedsklinik beliggende på Sunset Boulevard i Beverly Hills. Siden er det kun gået fremad.

- Jeg var heldig og dygtig nok til, at de store Hollywood stjerner fandt vej til min klinik. Og jeg vidste, at det ikke var nok bare at give dem en god hudplejebehandling. De skulle også føle sig set og hørt. De skulle have en følelse af, at jeg tog mig af dem. Havde tid til at lytte og ville dem det allerbedste. Sådan har jeg haft det alle årene. Og det uanset om man hedder Barbara Streisand og er fra Hollywood eller Bodil

Jensen og er fra Hirtshals. Alle skal føle sig værdsat og behandlet godt.

- Vi har alle vores egen skønhed og er noget specielt. Det skal vi bære med stolthed, understreger Ole Henriksen og fremhæver, at glæden ved at glæde andre, har givet ham en tro på sig selv og en evne til at kæmpe for at vende fiaskoer til succeser.

- Succes har givet mig gåpåmod, og fiaskoer har givet mig viljen til at ville lykkes. Begge dele har værdi, så man skal ikke fortvivle, hvis alt ikke går efter den røde snor, man har planlagt.

- Hold fast i drømmen og giv ikke op. Rejsen gennem livet er op og nedture, men bliver man ved, så lykkes det til sidst – på den ene eller anden måde. Grib mulighederne og stol på, at det nok skal gå. Og opfør dig så ordentlig – både mod dig selv og andre. Det kommer positivt igen, siger Ole Henriksen.

Dygtiggør dig

Han understreger, at hvis man opbygger et godt omdømme og personliggør de ting, man har med at gøre og altid gør sit bedste, så er man godt på vej.

- Vi har alle et talent. Find det og dygtiggør dig, så du hele tiden er i udvikling. Dem der når toppen, er dem, der gør noget ekstra.

- Jeg kunne ikke have fået den succes, som jeg har fået, hvis jeg var blevet i Nibe. Selvom jeg elsker Vesterhavet og naturens fred og ro, så finder jeg også en stor glæde i storbyens puls og mange farver.

- Jeg er glad for, at jeg turde tage springet der for 53 år siden. At jeg fulgte mit hjerte, og kastede mig ud i alt det, der fra begyndelsen virkede uoverskueligt og urealistisk for en lille mand fra Nibe. Tænk hvilket liv, det har givet mig. Jeg føler mig meget heldig og forkælet.

Flytter til Danmark

Ole Henriksen stopper sit meget aktive arbejdsliv i 2020. Allerede først i 2019 flytter han og ægtemanden Laurence til København, hvor de har købt lejlighed. Det glæder   Ole Henriksen sig meget til.

- Jeg har så meget at være taknemmelig for, og er meget bevidst om, hvad USA har givet mig af muligheder. Men lige nu går det den forkerte vej for landet, og man tager flere skridt bagud end fremad.

- Laurence og jeg elsker København og vi kan derfor næsten ikke vente med at flytte. Hvordan fordelingen bliver mellem Danmark og USA, ved vi endnu ikke. Men vi kommer til at være her rigtigt meget.

Ole Henriksen glæder sig til at kunne nyde sine danske venner og sin familie endnu mere med fødderne på dansk grund.

- Vi foretrækker faktisk at leve en stille tilværelse Laurence og jeg. Det er også derfor, at vi gennem mange af årene har boet oppe i bakkerne i Los Angeles, hvor der er stille natur og meget grønt – noget vi værdsætter højt.

Ole Henriksens bud på værdier, der vil gøre verden til et bedre sted:

■    Lær at leve sammen som mennesker. Respekter dine medmennesker uanset religion, hudfarve, seksualitet eller politisk ståsted. Man taber i det lange løb, hvis man ikke har en åben holdning til sine medmennesker. Og man taber, hvis man ikke er åben over for at være sig selv.

■    Undgå vold. Vold er forfærdelig og unødvendig. Jeg beder altid om fred i mine aftenbønner

■    Læg større vægt på det åndelige liv.

■    Lær at sortere fra. Folk bliver forelskede i at være stressede. Tag dig tid til at meditere eller gå en tur i skoven. Vi skal være klar over, hvor meget det betyder for vores velvære, at vi giver os tid til at komme ind i os selv og ud i naturen.

■    Læg det elektroniske gear væk. Vi skal være sammen. Være nærværende. Vi skal ikke opleve verden gennem en telefon.

■    Spis sundt. Lav lækker mad. Der er alt for meget junkfood og fastfood. Det forurener både kroppen og verden. Alle skal give sig selv lov til at opleve det løft i livskvalitet, det giver at spise sundt. Mit helbred er min rigdom. Vi skal passe på os selv.

 

Det skal føles godt – tag hjertet med på vejen mod succes

»Det skal føles godt« er en inspirationsbog, der giver gode råd om alle de vigtigste forudsætninger for at opnå succes. Pakket ind i underholdende, tankevækkende og hudløst ærlige beretninger fra Oles eget liv og hans refleksioner og erfaringer, fortalt til veninden Tina Jøhnk Christensen over køkkenbordet.

 

Ole Henriksen

■    Født 4. maj 1951 i Nibe

■    Har siden 2008 været gift med Laurence Roberts. De har kendt hinanden i snart 35 år.

■    Har egen skønhedsklinik på Sunset Boulevard i Beverly Hills. Der er ingen planer om, at der skal åbnes klinik i Danmark, da Ole Henriksen fokuserer på udviklingen af hudplejeprodukter.