Teateranmeldelse: Det Ny Teater leverer igen: The Phantom of the Opera i ny pragtopsætning

***** - Musicalen der overgår de fleste i smukke toner, sange og ikke mindst et stort og i særdeleshed farverigt persongalleri, klædt i de mest overdådige kjoler og kostumer.
29-09-2018 07:00:46

Det er ikke uden grund, at Andrew Lloyd Webbers The Phantom of the Opera, baseret på Gaston Leroux bog Le Fantome de l´Opéra, er set af flere end 140 millioner publikummer i 166 forskellige byer i 35 lande verden over.
Det er til dato nok en af de smukkeste, og mest gennemførte såvel musikalsk som scenografimæssige musicals til dato, og følgelig hvert år trækker i hundredetusindevis af gæster ind i musicalteatrene. I Danmark ingen undtagelse, hvor den foreløbig er set af flere end 600.000 ved tidligere opførelse og i Det Ny Teaters nye pragtopsætning antagelig kan føje yderlige godt 100.000 til.
Historien er velkendt af de fleste. I pariseroperaen i slutningen af 1800-tallet udspilles et trekantdrama mellem den vansirede komponist, Fantomet, der til daglig gemmer sig i operaens kælder, den smukke unge sopran Christine og hendes gamle barndomskæreste, nu adelige elsker, beskytter og tilbeder, Raul.
Fantomet prøver gennem sin musik at overbevise Christine om sin kærlighed og hun drages af musikken, såvel som af mystikken: For hvem gemmer sig reelt bag masken, som Fantomet benytter, for at skjule sit vansirede ansigt?
Fantomet ønsker, at Christine synger hans sange, og hvis ikke – ja, så sker der uhyggeligt og uventede ting og sager i operaen.
Det Ny Teater har tidligere prøvet kræfter med denne pragtmusical, der overgår de fleste i smukke toner, sange og ikke mindst et stort og i særdeleshed farverigt persongalleri, klædt i de mest overdådige kjoler og kostumer. Læg dertil en scenografi, hvor intet er overladt tilfældigheden. Denne gang ingen undtagelse: Flot! Flot! Flot! Gennemført! Gennemført! Gennemført!
De tre hovedpartier blev på premiereaftenen spillet og sunget af Tomas Ambt Kofod, Sibylle Glosted og Christian Lund.
Det er svært at lade sig overraske, hvis først man en gang har set The Phantom of the Opera, da praktisk taget alt fra urpremieren i 1986 i London, ligger helt fast: Men se eller gense den – den holder stadig – også i Det Ny Teater.