Stærkere end nogensinde – trods PTSD

Magnus Hansson med en fortid i jægerkorpset har været i vælten med »Korpset – gjort af det rette stof«, bogen »Altid Fremad« og en foredragsturne. Vi har mødt ham.
Magnus Hansson - i vante omgivelser på forhindringsbanen på Comaco. Foto: Henning Andersen.
12-04-2018 14:36:41
Jeg parkerer bilen lige ved siden af Refsvindinge Bryggeri i Østfyn. Men dette besøg handler mere om adrenalin end alkoholprocenter. Ved bryggeriets nabo, teambuildingstedet Comaco, møder jeg nemlig Magnus Hansson.

Magnus fra tv-serien Korpset, der har kørt med stor succes på TV2 i to sæsoner. Magnus, der på tv stod frem og fortalte, at han havde PTSD. Post-traumatisk stress. Magnus, der røg ud af Jægerkorpset på grund af sygdommen, der medførte misbrug af stærk medicin.
 
At han senere samme dag med overbevisning fortæller mig, at han aldrig har været stærkere ligger ikke lige i kortene. Især ikke, når han har afsløret, at han røg ud i et omfattende misbrug af stærk smertestillende medicin, der truede ham på livet.
 
- Jeg var meget langt ude. Det var kritisk. Jeg tror, at hvis jeg ikke havde haft den styrke, jeg har, til at kæmpe imod det misbrug, så var jeg endt i et hul, hvis ikke jeg havde været død, fortæller Magnus Hansson, da vi sidder i den opvarmede stue, mens hans hund har svært ved at styre sin begejstring over, at der er besøg. Hovedpersonen er i dag i stand til at reflektere over, hvad der skete, da det så sortest ud.
 
- Det var som at være udenfor min egen krop, og kunne se, at jeg bare var på vej på et afspor, uden at kunne gøre noget. At se tilbage på det nu, det er jo vanvittigt at se på, hvor langt ude jeg kom, men jeg kan jo bruge det som pejlestok til aldrig nogensinde at ende der igen, fortæller Magnus Hansson.
 
Næste bevægelse kan koste livet
Magnus Hansson var en del af Jægerkorpset i syv år, og var fire gange udsendt til Afghanistan. I sin bog, »Altid fremad« fortæller den nu tidligere jægersoldat om de farer, der var forbundet med at eftersøgning af vejsidebomber, også kendt som IED’er, i Afghanistan.
 
For hvert skridt justerer jeg på natkikkerten flere gange. Afsøger et lille, begrænset område foran mig. Flytter blikket til et nyt sted, fokuserer kikkerten, afsøger. Flytter blikket til et nyt sted, fokuserer kikkerten, afsøger. Så tager jeg et nyt skridt og starter forfra. Ofte må jeg helt ned fladt på maven med armene strakt foran mig og stryge hænderne blidt over jordoverfladen for at mærke efter ændringer. Helt old school bliver det, når jeg hiver min minestikker frem.
Et 30 centimeter langt tyndt metalspyd. Jeg fører det langsomt ned i jorden i en 45 graders vinkel for hver 10 centimeter. Minestikkeren er udviklet til at finde kommercielt producerede personelminer af metal.
Den type kræver et tryk på otte til 10 kilo for at detonere. IED’er derimod behøver i nogle tilfælde kun et tryk på få kilo. Så det er forsigtigt, langsomt arbejde.
Det tager en evighed at komme derud. En evighed, hvor jeg konstant føler, at min næste bevægelse kan koste mig livet.
(Fra »Altid Fremad«. Politikens Forlag 2018.)

Oplevelserne har sat deres tydelige præg på den i dag smilende, tætte type. Men værre var det, da han var længst ude.
- Da jeg for to år siden var midt i min behandling, og havde tingene ude på huden, gav det mig fysiske reaktioner, bare at skulle tænke på det, eller snakke om det. Pulsen hamrede, og fingrene rystede. Men nu kan jeg tale om det, som om det er en anden, der har oplevet det - til dels, siger Magnus Hansson.
 
Diagnosticeret men stærkere
Hvordan kommer man så videre, og ud af krisen? I dette tilfælde kan der være terapi i at holde foredrag, eller optræde på tv. For det har han gjort, Magnus Hansson. Plus bogen, der har fået en god modtagelse. Det samme har hans tilkendegivelser om de problemer, han har været i.
 
-  I sin tid var det jo aldrig tanken, at jeg ville skrive en bog. Men da jeg så var med i TV2-programmet »Korpset«, var jeg nået til et punkt, hvor jeg havde brug for at træde frem og fortælle verden, at jeg havde PTSD. Og det er den måde, jeg fungerer på.
 
- Da jeg stillede mig frem i tv og sagde »jeg har PTSD, og jeg er jægersoldat, men jeg er stadig en stærk person«, lavede jeg også en aftale mellem mig og alle seerne om at jeg er den stærke person, jeg er, til trods for at jeg har PTSD.
 
Og trods – eller måske ligefrem på grund af – forløbet, er der sket en positiv udvikling hos ham.
- Jeg er meget stærkere nu, end jeg nogensinde har været. Ingen tvivl om det. Og det er jeg, til trods for at jeg dengang var en meget stærk person med meget viljestyrke, drive osv., så var jeg et sted, hvor jeg, på grund af mine omgivelser, så kunne jeg ikke få mig selv til at melde ud, at jeg havde svagheder, eller at jeg ikke var tilstrækkelig.
 
- Kulturen i Jægerkorpset er præget af alfahanner, og man viser ikke bare lige svagheder, til trods for, at det er en helt naturlig del af krig, at man bliver påvirket af det, for fanden. Hvis vi ikke blev det, hvad for en slags mennesker er vi så, spørger han retorisk.
 
En helingsproces
For Magnus Hansson har det været en stor del af hans helingsproces at lave de ting, han har gjort, siden afskeden med Jægerkorpset i 2016. Både tv og foredrag.
 
- Det der så var spændende var, at i det afsnit af »Korpset«, hvor jeg på ti sekunder siger, at jeg har PTSD, der væltede det ind med henvendelser. Folk skrev vidt og bredt om, hvor inspirerende, det var, at jeg kunne stå frem på trods af mit ideal som jægersoldat, og alligevel sige, at jeg har svagheder.
 
- Efter hvert foredrag vælter det ind med henvendelser på min facebookside, og det vælter ind med e-mails, og vi snakker lange romaner, hvor folk føler sig inspireret af at jeg lukker op og er så ærlig, at de selv åbner op og siger, at nu vil de begynde at tage handling, prøve at kæmpe for dem selv, og det er selvfølgelig virkelig dejligt, at man kan gøre en forskel på den måde, fortæller han. 
 
For man kan gøre en forskel. Også selv om sygdommen stadig lurer i baggrunden, og nogle gange stikker hovedet frem.
- Jeg kan stadig have dårlige dage, og jeg har også mareridt, men det er nu på et stadie, hvor jeg kan kontrollere det, eller jeg kan bruge de redskaber, jeg har fået med fra behandlingen til at få styr på det, ikke? Og det gør, at jeg kan komme igennem dagene.
 
- Jeg har aldrig mødt nogen, der har haft PTSD. Jeg har kun mødt folk, der har det, hvis du forstår? Men jeg tror på, at det ikke skal være sådan. Jeg tror på, at jeg kan nå en dag, hvor jeg er symptomfri.
 
Vil arbejde med mennesker
Magnus Hansson har sluttet sin foredragsturne, der er baseret på bogen. Turneen har været en øjenåbner for ham om, hvem der kan bruge de inspirerende ord, han har at byde på.
 
- Jeg havde måske forventet lidt, at det primært ville være folk, der var interesseret i Jægerkorpset, eller folk, der havde været udsendt, veteraner, og måske også PTSD-veteraner, der kom til foredragene. Men det viser sig, at fordelingen mellem mænd og kvinder er lige, og det er også helt blandet mellem soldater og ikke soldater, dem der kommer.
 
- Folk har fundet ud af at kunne relatere til min kamp i forhold til deres egne problemer, om det så er stress eller angst, som jo er de ledende sygdomme i Danmark i dag, hvad enten det er på arbejdspladsen eller i hjemmet, siger Magnus Hansson.
 
Magnus Hansson arbejder nu på friluftsstedet Comaco, hvor han tilrettelægger forskellige aktiviteter som for eksempel paintball, lederkurser, og andre ting. På sigt vil han gerne arbejde med mennesker, fortæller han.  
 
- Jeg vil gerne hjælpe mennesker, især mennesker, der har det svært. Jeg tror virkelig på selvudvikling gennem inspiration. Comaco er jo det første skridt, og her kan jeg få nogen redskaber med fra ham, der står for det.
 
- Men om det er her, jeg skal være, eller om det skal være et andet sted, det ved jeg ikke, men jeg lader kortene være åbne lige for tiden, så at sige. Og det at hjælpe andre mennesker giver mig noget at stræbe efter, og det ser jeg som en god ting.
 
Til gengæld er det mere usikkert, om »Korpset« vender tilbage til tv-skærmene. Selv om Magnus Hansson ikke helt vil afvise det.
- Jeg tror, at vi er ved at være ved vejs ende nu. Og jeg tror ikke, at der bliver en sæson tre. Men man kan jo krydse fingre, for jeg ville da godt, hvis ellers ideen er til det, og vi har konceptet på plads, og modtagelsen kan være der.
 
- Jeg vil hellere slutte på toppen. Men måske bliver der en sæson tre, lad os nu se. Men det er ikke noget, jeg har behov for.