Rosen festivalen blomstrede

Mange tusinde mennesker gæstede i sidste weekend den nordfynske købstad Bogense og årets Rosenfestival. Og selvom varmen og tørken har været hård også ved roserne, var det flere hektar blomstrende marker og smukke dekorationer, der prydede byen og dens opland.
18-08-2018 07:00:03
Nordfyns Rosenfestivalen har eksisteret siden 2007, men sjældent må der dog have været så mange mennesker, som de tusindvis af roser og emnet Vild med dans kunne trække til byen denne første weekend i august.
Overalt var byen dekoreret med smukke roser, og som i en myretue vrimlede folk fra nær og fjern mellem hinanden og de smukke dekorationer for at nyde de unikke kreationer og måske bliver inspireret til nye rosesorter hjemme i haven.
 

Fantastisk brand

Ideen til en rosenfestival såede sit spæde frø tilbage i 2007, da de nordfynske lokale rosengartnere holdt åbent mark og mønstrede mellem 3.000 og 4.000 gæster i en lokal lade.
- I handelsstandsforeningen og på turistbureauet så vi straks en mulighed for at tiltrække gæster til Bogense, og derefter er det gået slag i slag, fortæller Jette Kærgaard, der i dag er leder af Rosenfestivalen. En rosenfestival der de seneste fem år har kunne brystet sig af omkring 40.000 gæster hvert år.
- Vi kender ikke det præcise besøgstal for i år, men der er ingen tvivl om, at vi var rigtigt mange, siger Jette Kærgaard med positiv forventning til resultatet.
 

I konstant udvikling

Hun glæder sig over, at festivalen får stor opbakning – ikke bare fra gæster fra hele landet – men også fra kommunen og af de lokale erhvervsdrivende i byen.
- Vi har et fantastisk samarbejde, der er til glæde for os alle. Det er en skøn weekend og en stor oplevelse af være med til forberedelserne, når de dygtige blomsterdekoratører går i gang med deres værker.
- Vi har gæster fra hele landet, og fremtidsplanerne er selvfølgelig at fastholde det høje niveau, men også hele tiden at bygge lidt på og udvikle.
- I år havde vi for første gang en anerkendt kunstner til at udstille, ligesom den verdensberømte designer Jesper Høvring udstillede flere af de kjoler, han har designet til blandt andet tv-programmet Vild med Dans. Det er et stort plus for os, at vi kan tiltrække kendte dygtige mennesker, siger Jette Kærgaard.
- Vi vil meget gerne fortsætte med det nye ben i festivalen, der hedder kunstudstilling. At vi i år fik Hans Voigt Steffensen til at udstille, er vi meget glade for og utroligt stolte over. Han maler de smukkeste malerier med inspiration fra dansens verden og dermed har der været et rød tråd igennem hele rosenfestivalen, som er meget vigtig for os, lyder det fra en tilfreds festivalleder.
 

Rosenvals fra Fabricius-Bjerre

Årets Rosenfestival sluttede af med maner, da selveste Bent Fabricius-Bjerre, efter han besøgte festivalen som hovednavn tilbage i 2015, havde komponeret og doneret en rosenvals specielt til Rosenfestivalen. Teksten stod Keld Heick for og Annette Heick sang.
- Rosenfestivalen og alt omkring den har udviklet sig til at være et fantastisk brand for byen og kommunen. Den er med til at styrke vores lokale stolthed, så vi glæder os allerede til næste år, smiler Jette Kærgaard begejstret.
 
Dansekjoler i fuldt flor
Rådhussalen på Bogense rådhus var fyldt med de skønneste kjoler designet af den anerkendte designer Jesper Høvring, der lige som mange andre havde fundet vejen til Bogense og den årlige Rosenfestival den første weekend i august.
- Jeg er meget imponeret af arrangementet og de mange mennesker, sagde han, da han lørdag stod klar til spørgsmål og svar om de mange flotte kreationer.
Jesper Høvring er blandt andet kendt for sine mange kjoler båret i tv-programmet Vild med Dans.
Hans helt store gennembrud kom i 2008, hvor daværende dansevært Andrea Elisabeth Rudolph bar den smukke lilla »Rosenkjole« til finalen.
I 2010 bar Kronprinsesse Mary for første gang en Høvring kreation til regentparrets nytårstaffel og siden er fulgt mange flere, der har fået Jesper Høvrings navn til at genlyde af kvalitet også ude i verden.
 

 

 Dansende malerier
Hans Voigt Steffensen er egentlig ikke meget for at rykke sine malerier ud af København. Af princip udstiller han kun hvert femte år, og kun i København, men Rosenfestivalen i Bogense kunne han ikke stå for.
- Jeg blev inspireret af ideen og gåpåmodet. En lille by med så store armbevægelser og så stor succes. At der kommer hen mod 40.000 gæster på sådan en weekend, det er da imponerede.
- Og så tænkte jeg, hvorfor ikke? Det er jo dejligt at kunne give folk en oplevelse, de nok ikke ville få, hvis de aktivt skulle vælge at tage til København alene for at se mine malerier. Så hvis bare en brøkdel af de mange gæster, vil slå vejen ind forbi mig og mine malerier, så var det det værd.
 

Inspireret af teatret

Hans Voigt Steffensen maler primært malerier inspireret af dansens og teaterets verden.
- Tilbage i 1974 fik jeg en inspirationsrejse til Ungarn forærende af kulturministeriet. Jeg malede allerede den gang, men mest landskaber og lignende. Men der på turen til Ungarn fik jeg pludselig øjnene op for sigøjnerne og deres musik. Deres danse, farver og udstråling - jeg blev fuldstændig vild med det.
- Siden den oplevelse, har jeg siddet på første række i Det kongelige Teater til hver eneste generalprøve i balletten og operaen og tegnet. Skitse efter skitse. Fulgt bevægelserne og stemningen.
- Hjemme i atelieret er det så blevet overført til lærred. Alt det jeg har oplevet. Alt det jeg har indåndet. Teatret er min store passion og med min pensel og blyant håber jeg, den følelse, glæde og lykke jeg får, kan formidles videre til endnu flere.