Man skal være gjort af et bestemt stof for at være øbo

Søren Svennesen er født og opvokset på øen Barsø i Lillebælt kun med et lille afbræk til fastlandet for at gå på skole. For 20 år siden bosatte han sig igen – denne gang med hustru og følgende to døtre. Det har de ikke fortrudt, selvom det til tider er hårdt arbejde og besværlig logistik.
29-09-2018 07:00:07
Når man møder manden i sit liv, så er der ikke så meget at tænke over.
Helle Kreiberg sender sit største smil og lader ingen tvivl om, at hun mener det.
Hun og Søren Svennesen har i 20 år boet på øen Barsø nordøst for Aabenraa og driver en økologisk mælkeproduktion på 160 malkekøer.
Men på de 20 år er beboerantallet på øen faldet væsentligt.
- Da Søren og jeg flyttede herover, var der henved 100 bosatte og hele 11 landbrugsejendomme. En stor og ti små. Men de var her, og det skabte liv.
 

Kan det lade sig gøre?

Søren Svennesen er født på øen og har stadig sine forældre boende ganske nær.  Helle Kreiberg er fra Haderslev og mødte sin mand på landbrugsskolen.
- Vi overvejede det faktisk længe, for var der overhovedet en fremtid i at bosætte sig på en ø. Kunne vi få det til at hænge sammen både økonomisk og familiemæssigt. Og var det overhovedet sådan en opvækst, vi ønskede at give vores døtre?
Spørgsmålene var mange, men svaret også enkelt.
- Da vi skar ind til benet med alle spørgsmålene, var det egentlig lige til. Søren vidste, hvad han gik ind til. Jeg kunne se mig selv i det. Det var det, vi gerne ville, og så gjorde vi det. Købte den gamle skole og indrettede den til den skønneste bolig for vores familie og gik i gang med at samle alle de små landbrug til et. Det er det, vi lever af i dag, siger Helle Kreiberg, der sammen med sin mand driver øens cirka 200 hektar landbrugsjord.
 

Eneste danske økologiske ø

For 13 år siden byggede parret ny kvægstald og udvidede produktionen til knap 200 malkekøer. I dag er de nede på 160 køer, da de for to år siden valgte at omlægge besætningen til økologisk.
- Vi har hele tiden haft en intension om, at vi vil følge med gennemsnittet. Vi vil være lige så store, lige så dygtige.
- Det første er ikke en mulighed, fordi vi er afskåret af vand og ikke har mulighed for at drive mere jord, siger Søren Svennesen.
- Derfor må vi hele tiden tænke nyt og være dygtige. En af tankerne var at blive økologiske, og det har vi ikke fortrudt.
I dag leverer parret mælk til den økologiske Arlaost Barsø, og glæder sig over at være den eneste danske ø, der er fuldstændig økologisk.
- Det er da en rar tanke, siger Helle Kreiberg. Det er dejligt at kunne skille sig lidt ud, og så på en positiv måde, smiler hun.
 

Passer godt på ansatte

Helle Kreiberg og Søren Svennesen er de eneste arbejdsgivere på øen.
- Vi har fire elever. For tiden er de to hjemme. Vi har en på skole og en ude at rejse.
- Vi gør os altid meget umage med at finde vores elever, for de skal ikke bare være fagligt interesserede og dygtige. De skal også passe ind i vores familie.
- Skal vi på nogen måde lykkes med at trække arbejdskraft herover, bliver vi nødt til at have lidt ekstra goder og tryghed. Så derfor bliver vores elever altid en del af familien og vi tager dem med i det, vi går og laver.
- Derudover tilbyder vi alle elever, at de kan komme ud og rejse og dygtiggøre sig. En rejse vi betaler for, siger Søren Svennesen.
Helle Kreiberg og Søren Svennesen har foruden de to bosatte elever to døtre – Caroline og Frederikke. Caroline er netop blevet student fra htx og Frederikke går i 2.g.
- Vi har indtil videre været heldige at kunne holde dem hjemme, selvom det især om vinteren kan være lidt af en tur at komme i skolen. Men vi ved jo godt, at der ikke er så længe til, at de smutter fra reden. Det skal de også, selvom vi vil savne dem, siger Helle Kreiberg.
 

Mest for pensionister

Med den snarlige flytning af pigerne, vil der kun være 13 fastboende Barsø-boere tilbage.
- Ja, det er ikke mange og da slet ikke, når man tænker på, at vi er den eneste børnefamilie. De øvrige 11 er pensionister, siger Søren Svennesen med et lettere trist drag om munden.
- Det ville være skønt, hvis der kunne lokkes nogen flere herover. Men det er svært.
- Vi hører tit ønsker om at bo her fra familier, der er på besøg en enkelt dag eller to i løbet af sommeren. Men indtil videre, er det vist kun blevet til drømme. Der er ikke mange, der misunder os, når mørket falder på og sene møder, fester eller biografture gør det nødvendigt med egen lille motorbåd, for at komme hjem, da færgen kun sejler i begrænset omfang, og vi jo nødvendigvis skal hjem og passe dyrene.
 

Født til ø-livet

- Her er skønt hele året, synes vi. Ellers ville vi ikke bo her. Men det kan godt være lidt barskt om efteråret og vinteren især, siger Søren Svennesen.
- Jeg tror man skal være født til at give sig i kast med en ø-drøm som vores. Man bliver nødt til at indrette sig efter omstændighederne og indse, at naturen bestemmer en del og logistikken er svært at få til at gå op.
- Men evner man det, så fås der da ikke en skønnere perle end Barsø. Her er smukt, roligt, højt til himlen og plads til at være helt sin egen. Det kan vi godt lide, smiler ægteparret.

 

Barsø Vildnis
■ Barsø VILDNIS har en rund og aromatisk smag med fine noter af nødder.  Osten lagres i 20 uger for at opnå sin unikke runde smag og let cremede konsistens. 

 

Barsø havblik
■ Barsø HAVBLIK har en fyldig og kompleks smag med aromatiske frugtige noter. Osten lagres i 20 uger for at opnå sin unikke fyldige smag og faste konsistens.

 

Barsø ostene
Kan havudsigt smages?
Ifølge Arla, der producerer de to oste Barsø Vildnis og Barsø Havblik, begge er lavet på økologisk mælk fra Søren Svennesen og Helle Kreibergs køer, er svaret et rungende ja.
Søren Svennesen forklarer:
- På Barsø nyder vi godt af havet og den vilde natur. Østenvinden trækker saltet fra Lillebælt opover vores lille ø. Det giver optimale vilkår for de planter, som gror her, hvor vores dyr de græsser. Mælken tager smag af naturens og årstidens planter, hvilket giver oste med unikke smagsnuancer.