Lad os pleje vores dovenskab

02-03-2019 07:49:16

Så kom den – forårsvarmen. I skrivende stund er der stadig en smule rim på græsset, men solen skinner og der er forventning om endnu en dag med op mod 10 grader. Det er jo skønt.

Energien og lysten til at komme i haven ligger lige for. Krokus, vintergæk og erantis er begyndt at titte frem, og inden længe begynder det at krible i fingre og krop for at luge ukrudtet væk og få græsset klippet.

Krukker skal tilplantes, roser skal klippes, lavendlerne ligeså og havemøblerne finder snart deres plads på de dertil indrettede rengjorte, velplejede terrasser.

Det bliver skønt. Og så er der dog et lille men, for i år forsøger vi at ændre lidt på vanerne. I år forsøger vi at være lidt mere dovne og knap så kontrollerende over for naturen, der retmæssigt har sin gang, i vores have. Vi forsøger at lade stå til, og har besluttet os for, at vi ikke vil blive irritable og utilpasse, bare fordi der ligger bunker af grene, der burde være samlet op, eller ukrudtet er ved at tage overhånd i frugthaven.

Det bliver nok lidt en prøvelse – i hvert fald for mig. Men det er formentlig bare en hurdle, der lige skal overvindes. Så kan jeg faktisk ikke andet end forestille mig, at det bliver dejligt at kunne finde lidt mere tid til den bog, man gerne vil læse, den skovtur, man gerne vil på eller den fodboldkamp, man gerne vil tage med ungerne.

Sebastian Klein – denne udgaves forsidehistorie – vil klappe i sine hænder og formentlig glæde sig over, at jeg har hørt efter, da vi mødtes i begyndelsen af februar og talte biodiversitet.

Sebastian Klein er nemlig fortaler for, at vi skal være lidt mere dovne, når det gælder havearbejde. At vi skal lade stå lidt mere til, så der bliver flere levesteder for insekter og fugle. En bunke grene er lykken for mange mindre dyr. Ligeså en bunke sten eller en urørt græsplæne.
Denne sæson udvider familien og jeg forhåbentlig vores smådyrsbestand og får flere insekter og småkravl og deraf følgende fugle i haven. Ovenikøbet ved at gøre mindre. Det er da win win.

God læselyst og held og lykke med dovenskaben derude i forårshaverne. Vi går en dejlig tid i møde.

 


»Denne sæson udvider familien og jeg forhåbentlig vores
smådyrsbestand og får flere insekter og småkravl og deraf
følgende fugle i haven.«