Kærlighed & passion - de vigtigste ingredienser i livet

Jens Werner har danset hele sit liv – og elsker det. I dag driver han danseskole med hustruen Anette og glæder sig til endnu en sæson som dommer i underholdningsprogrammet »Vild med dans«.
18-08-2018 07:00:15
Der er gået et halvt år siden Jens Werner - dommer fra underholdningsprogrammet »Vild med dans« og europa- og verdensmester i standarddans – styrtede på sin cykel, punkterede en lunge, fik hjernerystelse og brækkede et par ribben.
Seks måneder, der har fået ham til at se endnu lysere på livet. Fået ham til at fokusere på, hvad han har at være taknemmelig for og hvad der for ham, er det vigtigste i tilværelsen.
- Det er vigtigt, at man har kærlighed i sit liv. Kærlighed til et andet mennesker. At der er en, der elsker en. Kærligheden mellem mennesker er uundværlig. Men også passion. Det er lige gyldigt, hvad det er, men man skal have noget at gå op i. Noget man brænder for.
- For mig er det dansen, der er min helt store drivkraft. Der jeg lader op. Dansen er min medicin og til tider har den sågar været min virkelighedsflugt.
Jens Werner har tryk på sætningen. Der er ingen tvivl om, at han mener, hvad han siger, og at han har erfaret det på egen krop. Har erfaret, at dansen giver ham glæde. At man kommer langt med viljen. At drivkraften for ham er modgang og »jeg skal vise dem-attituden«. At han er udstyret med et sind, der ikke affinder sig med at være den næstbedste.
- En andenplads er den første, der har tabt, siger han og stikker i et af de smil, vi, der ser »Vild med dans«, efterhånden kender så godt.
For han ved det. Ved godt, at han er benhård og kræver det ypperste. At der ikke er noget, der hedder at være tilfreds med en andenplads, når det er førstepladsen, man er kommet efter. Førstepladsen, man altid bør have som mål og forsøge at få inden for rækkevidde.
 

Kærlighed kræver vedligehold

Jens Werner er en hjertelig fyr. Han smiler, hilser pænt på dem han møder. Er imødekommende, venlig. Men han ved også, hvad det er, han vil. Og han ved, at det kræver hårdt arbejde.
Og når man ser ham med sin familie. Ser ham sammen med sin hustru og bemærker den nærhed og den opmærksomhed, han giver hende, så er det tydeligt, at han ved, at også kærligheden kræver hårdt arbejde. For Jens Werner har tydeligvis besluttet, at han elsker sin kone og sin familie. De fleste vil her indskyde, at selvfølgelig gør han det. Og ja, selvfølgelig gør han det. Men der er ingen tvivl om, at Jens Werner også har indset, at det kræver en indsats at elske sin hustru gennem mange år og gøre sig fortjent til, at det er gengældt. Han har indset, at det kræver et stykke arbejde og en gensidig respekt. Og det arbejde og respekt emmer luften af, når talen falder på hustruen Anette, eller hun flygtigt nærmer sig i rummet, hvor Jens Werner er ved at fortælle sin historie. Jens Werner ved, at kærligheden mellem mennesker er livsvigtig.
Men for at komme tilbage til historien om den unge Jens, der begynder at danse som fire årige og som langsomt finder ud af, at det kræver træning, hvis man vil vinde, så lader vi Jens Werner fortælle helt fra der, hvor det hele begyndte.
 

Dans var sjovt

- Når man er fire år, bestemmer man ikke selv hvilken sportsgren, man vil gå til. Det gjorde min mor Eva for mig, og hun bestemte, at jeg skulle gå til dans.
Hos Andersens og Jensens danseskole i København trådte Jens Werner sine første spæde danseskidt. Og han kunne lide det.
- Der var et eller andet, jeg godt kunne lide ved at bevæge mig til musikken. Jeg syntes simpelthen, at det var sjovt, siger Jens Werner og vender blikket, der ellers er intens rettet mod hans tilhører, væk et øjeblik.
- Da jeg var omkring 9 år, skulle jeg til min første turnering. Vi skulle danse cha cha cha og min dansepartner og jeg fik en anden plads. Som sådan jo et udmærket resultat af en første gangs deltager at være. Men jeg var rasende. Lille forkælende Jens var ikke tilfreds.
- Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at vi havde været de bedste, og selvsikkert fik jeg sagt til min mor, at de dommere da måtte have set forkert.
Jens Werner sender sit største smil.
- Og ved du hvad min mor sagde? Hun sagde, at hun godt kunne forstå, at jeg var skuffet, men at det jo blot betød, at jeg måtte træne noget mere inden næste turnering.
- Der var ingen opbakning. Træne noget mere? Ikke engang min mor forstod, hvor uretfærdigt, jeg netop var blevet behandlet.
Jens Werner griner. Der er ingen nag til moren. Det skinner igennem, at mor Eva har en stor stjerne hos sønnen. At han som voksen godt kan se, at hun gjorde det helt rigtige. At hun hjalp ham med al den kærlighed, hun kunne sende afsted.
 

Træn mere

- Tiden går og vi deltager i flere turneringer. Og det går faktisk ret godt.
- En dag er vi i City 2 – et indkøbscenter nær København – for at give en opvisning. Jeg er blevet 13 år der, og er stadig fyldt med selvtillid og troen på, at jeg kan vinde alt. Også et cykelløb, som er arrangeret som en form for underholdning, og hvor man bare kan melde sig til. Det gælder om at cykle hurtigst, og de to hurtigste går videre til en finale.
- Igen er jeg sikker på, at det ikke kan gå galt. Jeg tilmelde mig, sætter mig på cyklen, og cykler alt hvad rammer og tøj kan holde – og bliver nummer tre. Jeg kunne ikke tro det. Og da slet ikke min mor, da hun blot konstaterede, at jeg vist skulle have cyklet lidt hurtigere.
- Jeg fik aldrig medlidenhed, fordi jeg ikke vandt. Blev aldrig bekræftet i, at de andre havde vundet ved en fejl. Nej min mor gav mig de kærlige skub, der skulle til. Jeg skulle træne noget mere, hvis jeg ville blive bedre. Og det ville jeg.
 

Dansen blev en virkelighedsflugt

Da Jens Werner er 15 år gammel, bliver forældrene skilt. En beslutning, der tager hårdt på den unge Jens.
- Jeg var meget ulykkelig. Havde svært ved at takle situationen og ville bare væk fra det, der smertede. En måde var at træne. Så jeg dansede og dansede. Ofte trænede jeg 2-3 timer inden min dansepartner kom, og så trænede vi yderligere tre timer. Det var en virkelighedsflugt for mig.
Det positive var, at Jens Werner blev god til sin dans. Og som 18-årig, efter timers træning, sad han i bussen på vej mod sit første Danmarksmesterskab.
- Vi var klar. Vi havde trænet. Vi troede på det. Og alligevel. Som vi sad der i bussen, lød det fra vores træner: »I kommer til at gøre det godt i dag, men I kommer ikke til at vinde. Dem der vinder de største mesterskaber, er altid høje og mørkhårede. Jens – du er lille og lys«.
- Ordene faldt som en betonklods mod mit hoved. Ville det sige, at jeg aldrig ville komme til at vinde. Lige gyldigt hvor hårdt jeg trænede. Bare fordi jeg var lille og lyshåret?
Jens Werner lader tydeligt skinne igennem, at den unge Jens ikke fandt sig i den beslutning. At det snarere betød en endnu større iver efter at ville vise dem, der troede, at han ikke kunne, at de tog fejl.
- Enten gør jeg det, at jeg lytter og tror på det, der bliver sagt. Eller også siger jeg – han skal ikke have ret - og gør alt for, at han må æde sine ord i sig igen. Jeg valgte det sidste, siger Jens Werner, inden han med opgivende øjne fortæller, at de blev nummer to.
- Derefter kunne jeg simpelthen ikke lade være med at tro på, at vores træner havde ret. At det var umuligt at vinde, når man var lille og lyshåret.
 

Fars ord

Da Jens Werner som 23-årig sidder ved sin fars dødsleje, hører han de ord, der senere skal vise sig at blive meget vigtige for både hans fremtid og liv.
- Min far lå for døden, da han fra sin hospitalsseng kaldte mig over til sig. Jeg var ulykkelig. Det er man jo, når man ved, at man er ved at miste en forælder. Jeg var faktisk ikke meget værd og nok nær ved at opgive det hele. Men min fars ord blev vigtige, og er det stadig den dag i dag. Og jeg hører dem stadig, når jeg finder livet eller opgaven lidt vanskelig.
- Min far kaldte mig hen til sig og sagde: »Stump« - Ja, det kaldte han mig, hvilket jo måske ikke lige gjorde situationen bedre, når nu jeg ikke kunne vinde de største danseturneringer, alene fordi jeg var for lav og lyshåret, men ok. Det var – og er – jo det jeg er – knap så høj.
Jens Werner smiler igen. Man kan se, at han finder det sjovt, det der overhovedet ikke blev grinet af på det tidspunkt. Han er blevet ældre. Har nået en selverkendelse og en tro på eget værd.
- Min far spurgte mig, om det der dans ikke betød rigtigt meget for mig, og det kunne jeg jo bekræfte. Og så sagde han de ord, jeg stadig lever efter:
»Du må aldrig lade nogen eller noget stoppe dig i at nå de ting, du gerne vil.«
- De ord lever jeg efter hver dag!
 

Europamestre

I 1994 – syv år efter farens død - er Jens Werner og hans dansepartner Charlotte Jørgensen til europamesterskaberne i Paris. De har deres familier med. Scenen er sat og alle er spændte, da Jens Werner pludselig får øje på den træner, der år tilbage fortalte ham, at han aldrig ville komme til at vinde de store turneringer, alene på grund af sin højde og lyse hår.
- Han sad der ved bordet sammen med min familie. Ham der ikke troede på, at jeg kunne gøre det godt, havde tillusket sig en plads ved mit bord. Det provokerede mig voldsomt, og der skete noget inde i mit hoved og i min krop. Jeg blev meget energisk for at vise ham, at han tog fejl. Det gav mig simpelthen den sidste inspiration – provokationen. Og vi dansede. Vi var flyvende. Alt lykkedes. Den energi og vrede jeg havde rettet mod ham, fik jeg ned i kroppen og ud gennem dansen. Og vi vandt. Alle fem danse og blev europamestre.
- Da vi havde krammet, grædt glædestårer, krammet lidt mere og modtaget lykønskninger fra alle vi kendte, gik jeg over til ham og gav ham hånden. Vi udvekslede ikke et ord. Blot et blik og et håndtryk. Jeg havde vundet, og jeg havde vist ham, at han tog fejl.
 

Udbrændt

Året efter skal mesterskabet forsvares. Jens Werner og Charlotte Jørgensen synes igen, de er klar. De har vundet stort set alle de turneringer, de har deltaget i efter, at de vandt europamesterskaberne og de føler sig overlegne.
- Men der er sket det, at vi lidt ubevidst, er gået ned i intensitet. Vi træner ikke helt så meget, som vi har gjort tidligere. Og hvad sker der? Vi bliver straffet.
Jens Werner bruger ord som: »Kørt midt over«, »Vi tog ikke opgaven seriøst« og som tilhører bevæger man sig langsomt hen mod en tro om, at parret endte blandt de aller dårligste.
Det gjorde de ikke. Evnerne og sliddet rakte til en anden plads. Anden bedst i Europa. Men Jens Werner er skuffet.
- Jeg ville ikke have den pokal med hjem. En andenplads. Hvad skulle vi bruge den til? Vi var kommet som forsvarende mestre og kunne ikke forsvare titlen. Vi lod pokalen stå i omklædningsrummet.
Historien sætter igen en fed streg under, at Jens Werner er drevet af vindermentalitet. At han kun vil det bedste, og at han bebrejder sig selv, hvis ikke han opnår det, han har sat sig for.
»Lad aldrig nogen eller noget stoppe dig i at nå de ting, du gerne vil!«
Men Jens Werner var mentalt træt. Kunne ikke danne sig et overblik over, hvad det var han ville. Hvor han gerne ville hen.
- Jeg havde brug for en pause, siger han.
 

Chauffør for kongehuset

Jens Werner og Charlotte Jørgensen var år forinden flyttet til London for at dygtiggøre sig på bedste vis. Ved siden af arbejdede Jens Werner som chauffør for den danske ambassade og nu valgte han at sige sit job op og rejse hjem til Danmark.
- Jeg trængte til at komme tættere på venner og familie. I London levede vi på en sten og brugte hele vores løn på tøj og dansetimer. Pludselig trængte jeg til at komme væk.
Gennem gode kontakter på ambassaden, der havde være glade for Jens Werners arbejdskraft, fik han hurtigt job som chauffør for kongehuset.
- Elleve måneder nåede jeg at køre rundt med de kongelige. Og jeg var faktisk ret glad for det. Men jeg savnede dansen. Jeg var ikke færdig. Og så sagde jeg op.
Igen får man et af de hjerteligste smil fra den mand, der har knoklet og fundet glæde ved det.
- Jeg husker især Prinsesse Benediktes kommentar, da hun hørte om min opsigelse.
»Werner. Vi har været glade for den måde De har været på. Se nu og få det dans overstået. Vi vil gerne have Dem ind i familien igen.«
 

Taknemmelig og glad

- Jeg har ikke fået det dans overstået endnu, smiler manden, der indtil videre har været dommer i »Vild med dans« i 15 sæsoner og haft egen danseskole sammen med hustruen Anette i 12 år.
- Dansen og musikken er min medicin. Hver en fiber i min krop elsker rytmen og tonerne og jeg kunne ikke være mere taknemmelig over, at min mor bad mig træne noget mere, min far bad mig holde fast og min gamle dansetræner ikke troede, at jeg ville kunne vinde.
- Det hele har været med til at bringe mig dertil, hvor jeg står i dag, lyder det fra hele Danmarks dansedommer med en ydmyg stemme og øjne der lyser af taknemmelighed og glæde.

 
 

Min far sagde ved sit dødslejede ord, jeg stadig lever efter:
»Du må aldrig lade nogen eller noget stoppe dig i at nå de ting, du gerne vil.«
- De ord lever jeg efter hver dag!
 
Jens Werner