Jeg glæder mig altid til at komme hjem

Ilse Jacobsen, kvinden bag de populære gummistøvler og en af de tidligere frontfigurer i tv-programmet »Løvens Hule«, har den nordsjællandske havneby Hornbæk dybt printet i sit DNA.
01-12-2018 07:00:22

Hornbæk gør i bund og grund ikke megen væsen af sig. Nok hører den blandt de nordsjællandske byer og deraf følgende forventning til jetset og overklasse. Men der er ikke mange af dem.

I hvert fald ikke mange der reklamerer med, at de måske har lidt mere på kistebunden end de fleste af os andre. Byens indbyggere ligner en god blanding af forskellige danskere, der alle handler lige godt, om butikken hedder Netto eller Irma.

Faktisk er der vist slet ingen Irma, men til gengæld en lille handelsgade med en marskandiser, et par tøjbutikker, nogle cafeer, isbutikker og restauranter, hvor enkelte er lukket for sæsonen, og så er der Ilse Jacobsen.

For siger man Hornbæk, siger man også i samme åndedrag Ilse Jacobsen. Designer og forretningskvinde, der i juni fejrede sit 25 års jubilæum og kan se tilbage på en lang række begivenhedsrige år. År, der har bragt hende fra at være et ganske almindeligt arbejdsomt menneske til et stadig ganske almindeligt, arbejdsomt – men nu også et kendt, anerkendt og af visse både elsket og hadet for sin ligefremhed – menneske.

Et menneske, FrilandsLiv fik lov at komme en lille smule tættere på, da vi besøgte den 58 årige blæksprutte i restauranten på hendes kurbad.

- Jeg elsker Hornbæk. Jeg elsker, hvad stedet har at byde på. Havnen, stranden, skoven, en fiskefilet i et af de små fiskerhuse, menneskene, kulturen. Vi har så meget, at jeg godt kan forstå, at byen er eftertragtet, især om sommeren, siger Ilse Jacobsen, efter hun har lavet en kande te og placeret os i et stille hjørne af den velindrettede restaurant.

- Jeg er jo født her i byen. Mine forældre er herfra. Min mormor og morfar boede her. Alle mine minder og større oplevelser udspringer herfra. Det er her, jeg har gået med aviser. Her, jeg havde min første lille bod som 13-årig, hvor jeg solgte frugt og grøntsager ved vejen. Her, jeg åbnede min første butik, efter at have brugt to år på at designe de gummistøvler, der senere er gået hen og blevet mit varemærke.

- Butikken har vi stadig, og nu er der så bare kommet flere til. I alt er vi i dag i 26 forskellige lande. Det er jeg meget stolt af, siger Ilse Jacobsen, der er helt bevidst om, at byen Hornbæk er implementeret i alle hendes ting.

- Byen betyder så meget for mig, at det falder helt naturligt og har gjort det helt fra begyndelsen. Det viser, hvem jeg er, hvad brandet Ilse Jacobsen er. Vi fortæller en historie, vi ikke har behøvet at finde på. Der er så meget historie i Hornbæk, så meget glæde, natur og liv, at det bare er at vise det frem, som det er.


Behov for gummistøvler

At et af Ilse Jacobsens første design blev gummistøvler, finder hun meget naturligt.

- Når skov, strand og natur er lige uden for døren, så er det en naturlig ting, at man også har et par gummistøvler stående, man lige kan stikke i. Og det irriterede mig, at mange af dem, jeg kunne købe, var lavet af pvc og dårlige at gå i.

- Det tog mig to år at finde frem til det helt rigtige design i de helt rigtige materialer. Det var vigtigt for mig, at det var en støvle, man kunne ånde i, og at den også havde et trendy look, så det blev lidt cool at gå i den. Det er lykkedes, siger Ilse Jacobsen og mindes udfordringerne med at få støvlen håndlavet og i 85 procent naturgummi.

- Det er det, der hedder »slow« produktion – også i dag. Og det må ikke misforstås, for faktisk er det et kvalitetsstempel. Støvlen tager tid at lave. Og det skal den, siger Ilse Jacobsen og glæder sig over, at støvlen ikke blot er en gummistøvle, men nu også betragtes som et reelt stykke fodtøj.


Morgenture ved vandet

- Når man elsker at skabe og bruger meget tid på at få designet noget, man selv er utroligt stolt af, så er det da en gave, at det bliver taget så vel imod. Jeg er virkelig taknemlig for, hvordan støvler allerede for 25 år siden blev taget imod. Og stadig gør det den dag i dag. Det er så dejligt, når kunderne kan mærke kvaliteten og sætter pris på den.

Selv ifører Ilse Jacobsen sig et par støvler eller egne klipklapper flere gange dagligt.

- Jeg elsker mine morgenture ved vandet. Elsker freden og roen, at årstidernes skiften bliver så tydelig, når man går fra stille sommermorgener til efterårsstormene, hvor tanker og stress bliver rusket godt og grundigt igennem.

- Jeg elsker gåturene med vores hund Konrad. Det gør mig glad, og jeg ved, at jeg ville blive ked af det dybt inde i kroppen, hvis ikke jeg kunne bo nær vandet. Det giver mig noget helt særligt. Noget genkendelighed og ro.


Har givet byen en chance

Ilse Jacobsen fastslår, at hun skam har prøvet for en kort periode at bo i København, men at det ikke er hende.

- Jeg har givet det en chance, og der er altså ikke tvivl i mit sind. Det er her, jeg hører til. Mentalt slapper jeg af, når jeg er heroppe. Jeg synes, det er sjovt at gå rundt i byen og se trends. Men jeg glæder mig ret hurtigt til at komme tilbage. Det er her, jeg hører til.

At de øvrige omkring 5.000 indbyggere i Hornbæk har en stor del af æren for, at Ilse Jacobsen føler sig godt tilpas, lægger hun ikke skjul på.

- Hornbækkerne er utrolig flinke til at give mig den kredit, at de synes, det er dejligt, at jeg har fået Hornbæk på landkortet. Det er jeg glad for. Og jeg føler, at jeg her bliver accepteret for den, jeg er. Her jeg får lov at gå rundt i klipklapper og med hængerøv i bukserne. Det er her, jeg hører til, slutter Ilse Jacobsen.

 

»- Jeg elsker mine morgenture ved vandet. Elsker freden og roen«

Ilse Jacobsen

Ledegigt
Ilse Jacobsen er ambassadør for Gigtforeningen og har selv gennem mange år lidt af leddegigt.

– En dag kunne mine ben simpelthen ikke bære mig, siger hun, der i dag er nogenlunde smertedækket gennem medicin.

– Men den friske luft og de daglige gåture med Konrad er også med til, at jeg kan fungere i hverdagen.

Ilse Jacobsen håber at kunne arrangere en event den kommende sommer, hvor hun samler flere af de klogeste mennesker inden for området og lader dem tale sammen om det, de ved.

- Sklerose og gigt bliver ofte glemt i det store offentlige billede. Det vil jeg gerne gøre noget for, siger hun. 

 

Konrad
Konrad er Ilse Jacobsens hund. Han er en blanding af broholmer, schæfer og labrador og er seks år.

- Konrad er fantastisk. Det, at vi har ham, gør, at jeg kommer ud og går mine ture. At jeg får rørt mig og kommer glad hjem fra gåturen.

Hans humør smitter. Ilse Jacobsen stikker i et stort smil og understreger, at hun ikke tør tænke tanken om ikke at have hund.

- Jeg får så meget igen. Konrad er en meget glad hund, der giver mig tryghed.

- Han fornemmer, når jeg ikke har det godt. Han ved, hvornår han skal passe på mig. Det gør han hver dag, siger den lykkelige hundeejer.

 

 I uføre
Da FrilandsLiv besøger Ilse Jacobsen, er hun klar over, at der inden for de kommende dage vil blive bragt en artikel i Berlingske Tidende, der vil få hende til at fremstå i et mindre flatterende lys.

En artikel, der vil fortælle om manglende udbetalinger af feriepenge og Ilse Jacobsens skrappe kommentarer og krav, der ifølge de hovedsageligt anonyme kilder er uden for rimelighedens grænser.

Ilse Jacobsen er tydeligt bevæget af situationen.

- Jeg er ked af, at der er medarbejdere, der har behov for at fortælle deres historie til avisen, og jeg er ked af, at de ikke føler, at de er blevet behandlet ordentligt. Men jeg er også irriteret over, at udbetalinger, jeg slet ikke har noget med at gøre, og som jeg ved, der er blevet rettet op på, skal være i fokus.

- Ilse Jacobsen Hornbæk er mit livsværk og jeg indrømmer gerne, at det kan være svært at give ansvar fra sig og tro på, at andre behandler »barnet« lige så godt som en selv. Men jeg øver mig, siger Ilse Jacobsen.
-
Når man har bygget en virksomhed op fra starten, så passer man på sine ting. Jeg har været i alle skuffer og taget mig af det hele. Været vant til at rulle ærmerne op, og altid lært, at tingene ikke kommer af sig selv, men at der skal arbejdes. Man kommer altså ikke sovende til succes, understreger hun og fastslår, at hun nu er ved at være moden nok til at give endnu mere af ansvaret fra sig.

At hun kalder en skovl for en skovl og en spade for en spade indrømmer hun også gerne.

- Jeg ved godt, at jeg sommetider får sagt tingene direkte. Men jeg synes jo, det må være en fordel. Der er ingen, der er i tvivl om, hvad jeg mener, og hvad jeg gerne vil have, at der bliver gjort. Jeg siger tingene, som de er og påtaler udfordringer, inden de bliver problemer, siger hun.