Formanden for glædespatruljen er klar igen

Lars Lilholt har netop udgivet nyt album og er klar til endnu en række koncerter rundt i landet, efter at han sidste år - for første gang i sin lange karriere - måtte aflyse koncerter på grund af en rygoperation.
28-05-2018 14:11:31
-Kom med. Der er noget jeg skal vise dig!
Lars Lilholt kommer imod mig, da jeg parkerer bilen uden for hans ejendom i udkanten af Gl. Ry. Han har hånden strakt til en hilsen, alt imens han beder mig følge med.
- Jeg har lige været nede ved åen, og der er kommet de smukkeste gøgeurt. Kender du dem?
Lars Lilholt viser mig orkideen gøgeurt, der netop er sprunget ud på det lille stykke nede langs Gudenåen. Han beretter om klokkefrøerne i vandkanten og sump så dyb, at der både har været behov for at hive heste og køer fri ved hjælp af naboens rendegraver og han fortæller om børnene, der alle har lært, hvor langt de kunne gå, og hvor meget de skulle passe på, alt imens vi begiver os rundt i den store have, der dels er anlagt som park og dels som vild natur.
Lars Lilholt har boet på ejendommen sammen med sin hustru og tre børn i snart 25 år, og han håber, at han om yderligere 25-30 år kan blive båret derfra.
- Jeg elsker at være her. Den her ro og mulighed for at kigge op mod stjernerne, når man kommer hjem en sen aften efter koncert. Det er uvurderligt og en sand lise, siger han og peger endnu engang mod noget, jeg ikke må gå glip af.
Denne gang gibber det lige en anelse i min ellers robuste mave og tankerne til mine nyligt sommerluftede tæer i meget lidt løbevenlige birkenstock sandaler, får mig til at synke lige en gang ekstra. For der, oven på brændestakken, der er sirligt stablet og står som en smuk skulptur i haven, soler en snog sig.
- Ja, man skal lige larme lidt, når man henter brænde, siger Lars Lilholt.
- De elsker også at være her, siger han med et smil inden vi – eller i hvert fald jeg – hastigt går videre.
 

Tre måneder i partytelt

Vi passerer fruens drivhus, de smukke tulipaner, hvor enkelte endnu står rankt og betragter plænen, hvor Lars Lilholt sidste år befandt sig i et partytelt, efterladt af sønnen og hans gymnasiekammerater, stort set hele sommeren.
- Jeg havde så store smerter i min ryg på grund af tre diskusprolapser og en spinal stenose, at jeg lå der som en anden konge, der fik besøg på sit leje.
- Det var ikke for sjov, at folk omkring mig begyndte at kalde mig Gadaffi, smiler Lars Lilholt.
Tre måneder i et telt med intet andet at foretage sig end at tænke og drømme, blev til Lilholts nyligt udgivne album »Drømmefanger«.
- Jeg begyndte at skrive lidt af mine tanker og drømme ned. Der var jo ikke rigtigt så meget andet at give sig til.
- En af sangene, har jeg konkret drømt. Den er den, der hedder »Darwin sad på Beagle«. Fire vers og så lige en melodi, der kom til mig, da jeg gik ned ad trappen til morgenbordet. Okay, jeg gik langsomt – ryggen gjorde jo ondt – men alligevel. Det har jeg aldrig prøvet før. Jeg kunne sidde og synge den, mens vi drak morgenkaffe.
En anden af sangene er skrevet uden brug af guitar, men alene på noder og en tredje, den der hedder »Jordens salt«, der ifølge Lars Lilholt selv er det rene volapyk, er skrevet i en morfinrus.
 

Sange med mening

- På grund af de stærke smerter, fik jeg omkring operationen en ret stor mængde morfin. »Jordens salt« kan jeg stort set ikke huske, at jeg har skrevet. Den er kommet ud af morfin, og jeg går stadig og venter på, at den skal fortælle mig noget, griner Lars Lilholt og understreger, at sangen er med på det nye album, fordi den er et produkt af netop den periode i Lars’ liv.
- Den skulle med. Det er en god sang. Jeg ved bare ikke helt endnu, hvad det er, den vil fortælle mig.
- Og det er ellers det, mine sange gør. De fortæller mig alle noget om mig selv eller tiden og omgivelserne, jeg befinder mig i. Jeg lærer af sangene.
 

Folkepensionen må vente

Lars Lilholt har i en alder af 65 år været i musikbranchen i 45 år og udgivet 35 albums. Han har skrevet omkring 300 sange og har ingen planer om at stoppe de næste mange år.
- Jeg har netop meddelt kommunen, at det der folkepension, det venter vi lige lidt med.
- Musikken er mit liv. Jeg kan lide metieren. Jeg kan lide at rejse rundt og jeg kan lide at skrive musik. Jeg er formand for en glædespatrulje. Den ære er der da ingen, der har lyst til at løbe fra, siger han.
- Det giver mening for mig at gøre det, jeg gør.
- Det giver mening, når man skaber glæde.
 

Energi og fællesskab

Lars Lilholt smager lidt på ordene og fortsætter.
- Jeg kan meget tydeligt mærke folks energi, når jeg står på scenen. Den energi kan jeg ikke andet end vælge at tage imod og så forsøge at være det spejl, der sender energien ud igen.
- Det er mit job, når jeg går på scenen at få fat i publikum. Det er helt op til mig, om de er med eller ej. Om der er et nærvær og et fællesskab. Fællesskabsfølelsen er afgørende. Det er det, jeg synes vi er så gode til i Lilholtband. Når det går godt, så skaber vi fællesskab. Vi skaber bånd og glæde. Det er da et utroligt privilegie, lyder det fra folkemusikeren, der i løbet af sommeren spiller 55 koncerter rundt i landet.
Lars Lilholt fremhæver vigtigheden i, at han er omgivet af gode folk. Guitaristen Gert Vincent har været med fra starten og bassist Tom Bilde har været med siden 1990.
- Jeg forsøger at holde ved de samme folk. Dem er jeg glade ved, siger Lars Lilholt og kalder mig ind i stuen.
- Du skal lige se de her fotos, siger han og viser mig familiebilleder, der hænger på væggen.
Et enkelt ligger stadig på trappen op til førstesalen.
- Det er lille Otto. Ham har vi ikke fået op endnu. Det er mit andet barnebarn. Hans storesøster hedder Aia, siger Lars Lilholt og reflekterer lidt over anagrammer og navne der staves ens både forfra og bagfra.
 

Kald det kærlighed

Det er tydeligt, at familien har en stor plads i Lilholts hjerte. Snakken falder på forældrene og foto af far og svigerfar i badebukser bliver fundet frem.
- Det er fra en ferietur, smiler Lars Lilholt og udpeger sig selv, sin far og svigerfar.
De to ældre herrer forsøger ihærdigt at trække maverne ind og det ældede lidt løse maveskind hænger en anelse.
- Det er et godt trick at stille sig op i badebukser ved siden af sin far og svigerfar, griner Lars Lilholt og refererer til, at han er en kende mere skarp at se til på fotoet.
Vi kigger videre. Der er billeder af hustruen Ninna. Lars Lilholt er tydeligt stolt af hende. Børnene Lærke, Luna og Sofus smiler glade til os fra flere fotos og det er tydeligt, at der bliver levet et nært og hyggeligt familieliv i den Lilholtske familie.
- Jeg beder en lille bøn hver aften. Den handler for det meste om, at det skal gå mine børn godt, siger han og vender for en kort stund snakken mod religion og troen på ånder og et liv, der ikke bare er slut, når vi dør.
- Jeg tror, der er mere, end det vi ser, siger han.
Lars Lilholt er familiemenneske. Det rynkede ansigt ligger i folder, der til tider får ham til at fremstå en anelse bøs, og musikerlivet har formentlig budt på udfordringer for både krop og sjæl.
Men det er tydeligt, at han har brug for sit bagland. Han har brug for sin base. Sit sted ved Gudenåen, hvor der er fred og ro. Hvor han kan tisse ud fra altanen, hvis det er det, han har lyst til og hvor han kan sove i haven, blandt orkideer, frøer og slanger og hvor han er omgivet af dem, han elsker. Hans hustru, børn og børnebørn og hvor den øvrige familie og venner kommer på besøg og slår sig ned til en kop kaffe, en øl og gode snakke om livet, verden og historien, der har formet os.
 

Lad dansen gå

Lars Lilholt fik uddannelse som skolelærer. Han nød skoletiden og granskede i fagene historier og religion samtidig med, at han omgav sig med fantastiske musiklærere.
Historieinteressen har flere gange skabt en sang og vi er mange, der har nydt godt af den klare ordstilling og enkle fortælling, der eksempelvis har gjort os klogere på Hvidstensgruppen, Jens Langkniv og senest Danmarks rolle i slavehandlen med sangen »Da Danmark var en slavenation«. 
Han har levet af at synge siden sin studietid. Har til tider levet så godt, at han selv har været imponeret. Han har levet med og for musikken. Har levet med og for sin familie, der har formet ham, støttet og ydet ham respekt.
Denne sommer spiller han og bandet 55 koncerter. De første blev klaret i weekenden og det gik godt.
- Jeg kunne næste danse, smiler Lars Lilholt med henvisning til den genstridige ryg.
- Det var i hvert fald svært at lade være.
Jeg tager fra den Lilholtske perle ved Gudenåen med ønsket om, at Lars Lilholt må danse løs de næste mange år.
Og lad os så byde ham op fra pladsen foran spillemandens scene og nyde spejlets genskin af fællesskab og godt humør. Så bliver det en god sommer.
God danselyst!   
 
Lars Lilholt
Lars Lilholt er født den 14. marts 1953 i København.
Han voksede op i Aalborg og flyttede som 20 årig i kollektiv ved Silkeborg. Efterfølgende boede han i Langå sammen med sin første hustru med hvem han fik sin ældste datter Lærke, der nu har gjort ham til morfar til Otto og Aia.
I 1993 flyttede han sammen med hustruen Ninna til huset langs Gudenåen. Ninna og Lars Lilholt har sammen børnene Luna og Sofus.
Lilholt har solgt omkring 2,5 millioner eksemplarer af sine albums og har modtaget fem Danish Music Awards samt en enkelt med Dalton. Siden 1973 har han hvert eneste år turneret rundt i Danmark og spillet i omegnen af 3000 koncerter. Sangen »Kald det kærlighed« blev i 2006 optaget i Kulturministeriets kulturkanon.

I lære som Bob Dylan
Lars Lilholt begyndte at spille violin som 18 årig. Forinden havde han spillet både fløjte og guitar, men det var først, da han forelskede sig i den irske folkemusik og violinens klang, at han blev så god, at han kunne begynde at ane en konservatorieuddannelse inden for rækkevidde.
- Både mine forældre og mine musiklærere anbefalede mig at tage en konservatorieuddannelse. Jeg ville meget hellere i lære som Bob Dylan på et værtshus, smiler Lars Lilholt.
 
Drømmer om historisk koncert
Lars Lilholt har altid interesseret sig for historie og har derfor skrevet flere sange om historiske emner.
- Det giver mening for mig at beskæftige mig med historien, siger han, der ikke umiddelbart har skabt sangene med et formidlingsformål for øje.
- Men at det en gang imellem er blevet sådan. Det er jeg kun glad for, siger han, der i første omgang blev inspireret af, at den amerikanske folkemusiker Bob Dylan skrev sange med historisk indblik.
Lars Lilholt drømmer om en dag at lave et par koncerter på Nationalmuseet i København og på Moesgaard Museum i Aarhus alene med de historiske sange.
- Det kunne være en fantastisk oplevelse, siger han.
Lars Lilholt har sunget sin sang »Hvidsten Kro« om Hvidstensgruppen i anledning af Nationalmuseets 200 års jubilæum i år 2007 på Det Kgl. Teater i København.
 
Drømmefanger
Drømmefanger er titlen på Lars Lilholts seneste album, der er udgivet den 4. maj i år.
Sangene er primært skrevet i tiden omkring Lars Lilholts operation for to diskusprolapser.
Titlen refererer til en drømmefanger Lars Lilholt fik af sine børn mange år tilbage, og som siden har hængt i hans studie. Ideen til albummets titel kom fra Lars Lilholts søn Sofus.
En drømmefanger lader de onde drømme forsvinde gennem hullet i midten og gemmer de gode drømme og minder.