Alt kan lade sig gøre – hvis man tror på det

Siden hun var helt lille, har Stinna Tange fået at vide, at hun kan det samme som alle andre. Og ja, hun mangler et par ben. Men ser man bort fra det, er hun helt normal og lever et liv som de fleste af os andre. Altså på nær lige, når hun vinder EM, VM og OL medaljer sammen med hesten Smarties eller imponerer FrilandsLivs udsendte med en livskloghed, der sjældent er mødt hos så ungt et menneske.
06-12-2017 13:12:05

Hun er sej, Stinna Tange, pararytteren, der er født uden ben og som siden OL i Rio sidste år, har imponeret ikke bare Danmark, men også store dele af hesteverdenen uden for landets grænser, med hendes høje niveau og flotte præstationer.

Og jeg er faktisk mere end imponeret, da jeg efter to intense og meget samtalefyldte timer, tager fra den lille ejendom syd for Odense, hvor OL-hesten Smarties stille og roligt går på fold side om side med vennen islænderhesten Kylja.

Ejendommen tilhører Stinna Tanges mor, og udover de to heste, huser stedet, der tidligere også var fyldt med Stinna Tange og hendes to brødre, også tre hunde, hvoraf de to er så store, at de kunne være med i eventyret Fyrtøjet.

Stinna Tange er kun 23 år og har allerede opnået mere på en ridebane, end langt størstedelen af os andre nogensinde vil kunne drømme om. Og så er hun livsklog som få. Interessant at høre på og et livsstykke, man kun kan beundre – ben eller ej.

For ja, hun ser anderledes ud end i fleste af os andre. Meget anderledes. Hun er lille og fuldstændig afhængig af sin kørestol, for at kunne komme rundt. Men efter blot et kvarter i hendes selskab glemmer man det.

Man ser det ikke. Hører kun hendes insisterende tale og klare latter, alt imens man selv beretter i øst og vest. Hun er tillidsvækkende, god til at snakke og knaldhamrende klog på mennesker og sig selv.

Smarties står hos mor

Stinna Tange har sat mig stævne på sin mors ejendom. Det er her, Smarties er. Bronzehesten fra OL i Rio. Og det er herfra, Stinna Tanges verden går.

- Uden Smarties var jeg jo ikke der, hvor jeg er i dag, siger Stinna Tange og henviser til deres utrolige samarbejde og store tillid.

- Når jeg rider på Smarties, er jeg ikke i tvivl om, at han passer på mig. Han er hele tiden opmærksom på mine bevægelser og reagerer på det mindste lille tryk fra mig. Det er helt fantastisk, siger Stinne Tange, der kun har haft Smarties i godt to år.

- Men det føles som meget længere, siger hun med en overbevisning, så jeg faktisk også er lige ved at tro, at hun husker forkert.

- Jeg fik ham i juni 2015 og i september 2016 vandt vi bronze til OL i Rio. Det kan jeg også godt selv have en smule svært ved at forstå, lyder det fra den netop nyslåede europamester, der siden OL er blevet ved med at høste medaljer.- Smarties er en klog hest. Der skal ikke meget til, før end han forstår, hvor jeg vil hen, siger hun.

Startede forfra

Stinna Tange og Smarties’ første år blev dog hovedsageligt brugt til at lære hinanden at kende.

- Vi var helt nede og starte ved begyndelsen, siger Stinna Tange.

- Smarties forstod ikke rigtigt, når jeg gav signaler, fordi han jo tidligere var redet på højt niveau af Prinsesse Natalie. De to udførte helt andre øvelser og via andre kommandoer, end jeg giver.

- Bare det at skulle skridte og trave på mine kommandoer, var noget Smarties skulle lære fra ny. Men han er utroligt samarbejdsvillig, og da først jeg fandt den rigtige vej til at lære ham det via mine kommandoer, forstod han det.

- Jeg har jo også skullet lære af ham. Så det går begge veje, smiler Stinna Tange, der i øvrigt mange gange i løbet af samtalen udbryder i smittende latter og humør, der gør en let om hjertet.

Verdens sejeste mor

- Jamen jeg har et forholdsvist lyst sind. Det nytter jo ikke noget, at jeg bliver indfanget af en selvmedlidenhed over, at jeg eksempelvis er født uden ben. Det er et livsvilkår, jeg er blevet stillet. Og så er det bare, at få det bedste ud af det, man har.

Stinna Tange fremhæver hendes handikap som en væsentlig årsag til, at hun aldrig tænker, at noget ikke kan lade sig gøre.

- Jeg har altid fået at vide af mine forældre, at jeg kan alt.

- Da jeg var mindre og eksempelvis skulle have noget i køkkenets overskabe, var svaret fra min mor altid, at så måtte jeg jo tage det. Umiddelbart en uoverskuelig opgave, men også en anledning til succes. For det lykkedes jo altid. Jeg fandt på noget og fik hentet tingene ned.

- Sådan er det også i dag. Og med det i mente, har jeg en ukuelig tro på, at alting godt kan lade sig gøre. Det er blot et spørgsmål om, hvorvidt jeg vil arbejde nok for det, fastslår Stinna Tange og udråber sin mor til verdens sejeste.

- Hun er den bedste. Og hun har altid troet på mig, og ladet mig gøre det, som alle andre gjorde. Der skylder jeg en stor tak og kan kun opfordre alle andre, der er forældre, både til handikappede og almindeligt fungerende børn, at man tror på barnet og viser det tydeligt, ved at lade det klare tingene selv.

Umiddelbar kærlighed

Stinna Tange begyndte at ride da hun var seks år gammel. Hun havde været med en ven til ridning, da han skulle genoptrænes efter et brud på benet, og der var med det samme umiddelbar kærlighed til hestene.

- Jeg var helt solgt. Der var ingen tvivl i mit hjerte om, at jeg også ville gå til ridning, så sådan blev det.

- Til at begynde med red jeg med en bagrytter. Det vil sige en der sad bag mig og holdt fast. Men da vi en dag faldt af begge to, syntes min mor, at det var omsonst, og så begyndte jeg at ride alene, griner Stinna Tange med endnu en venlig tanke til moren, der igen viste mod og lod datteren være barn på lige fod med alle de andre på rideskolen.

- Og siden har jeg redet. Det var den fedeste oplevelse det, at jeg pludselig kunne det samme som alle de andre. Jeg var lige så god på en hesteryg, som de var.

Og siden er hun nok blevet bedre end de fleste.

Ridningen er mit helle

Allerede som 16 årig vandt Stinna Tange DM på hesten Snøvs. I 2010 kunne Stinna Tange og Snøvs kalde sig sølv og bronzevindere ved VM i Kentucky og i 2011 guld og sølvvindere til EM.

Da talen falder på hesten Snøvs, der for seks år siden døde pludseligt af en blodprop, bliver Stinna Tange bevæget.

- Ham var jeg virkelig glad for. Det lyder måske tosset, men han var og er på niveau med mine to fantastiske brødre, når jeg tænker på min kærlighed til ham. Den sorg jeg stadig føler over at have mistet ham, er enorm.

- Men det er også sådan, det skal være. Jeg er så afhængig af samarbejdet med hesten, at har vi ikke et tillidsforhold der er 100 procent, så fungerer det ikke.

- Og sådan er det heldigvis også med Smarties. Vi har en fantastisk kontakt og han kræver min fulde koncentration hele tiden. Jeg skal være til stede og kan ikke tillade mine tanker at flyve andre steder hen. Smarties mærker mig hele tiden.

Stinna Tange beskriver samarbejdet med Smarties som hendes helle. Det er her, hun fuldstændig kobler af og lukker alt andet ude. Her hun er fri for omverdenens undrende blikke og spørgsmål. Det er her hun bare er og på hesteryg pludselig har fire ben, der bærer hende rundt og adlyder små ordrer fra hendes sæde.

Hverdagsproblemer er hverdagsproblemer

- Smarties og jeg træner rigtigt hårdt. Vi skal være gode og gøre os fortjent til ros. Det er ikke en undskyldning, at jeg ikke har nogle ben. Jeg skal gøre det lige så godt, som hvis jeg havde haft ben. Det er mit konstante mål, siger Stinna Tange og vender for en kort stund fokus mod den opmærksomhed, hun tildeles på grund af hendes handikap.

- Det er klart, at der er mange der kigger. Det kan jeg sagtens forstå. Jeg ser jo anderledes ud. Men det er på ingen måder noget, jeg nogensinde kommer til at vænne mig til.

- Man skal forstå, at vi der er født handikappede, jo som sådan ser det, som det normale. Det er det for os. Vi har aldrig prøvet andet.

- Så det der er hverdagsproblemer for dig, er også hverdagsproblemer for mig. På de fleste områder er vi ikke forskellige. Jeg har bare ikke nogen ben, siger Stinna Tange vis krop i øvrigt fungerer på lige fod med alle andres.

- Jeg drømmer skam også om at skulle føde et barn på et tidspunkt, smiler hun og fortæller, at hun har kendt sin kæreste et lille års tid.

Stinna Tange og Smarties. Foto: Josefine Busk Jensen
Stinna Tange og Snøvs

Skiller sig altid ud

- Det der er hårdt ved at være handikappet, er såmænd ikke, at jeg har nogle fysiske udfordringer. Det der er hårdt, er andres opfattelse. Jeg skiller mig altid ud og får aldrig den mulighed, at jeg blot er en i mængden.

- Den oplevelse ville jeg gerne have, smiler Stinna Tange næsten lidt undskyldende og skynder sig at indskyde, at hun meget gerne vil have, at folk kommer hen til hende.

- Det er utroligt hyggeligt, når der er nogen, der gerne vil have taget et billede sammen med mig. Og oftere og oftere oplever jeg da heldigvis også, at det er på grund af ridningen, at de henvender sig. Det gør mig glad.

- Men det er stadig vigtigt for mig at sige, at vi skal dyrke diversiteten noget mere herhjemme.

- Vi er ikke alle ens og vi kan langt fra alle ligne modellerne i bladene. Og det skal vi heldigvis heller ikke. Vi skal glæde os over, at vi ser forskellige ud, drømmer om forskellige ting og er gode til forskellige ting. Et samfund, hvor vi alle var ens, ville da være kedeligt.

Vi skal være her allesammen

- Vi skal lære os selv og vores børn, at det er ok at se forskellige ud. Om vi så er høje, lave, tykke, tynde. Har brunt hår, krøller, mangler en arm eller begge ben. Det er i og for sig underordnet. Vi skal jo være her alle sammen og berige verden og hinanden med det, vi kan, siger Stinna Tange mens hun trækker Smarties ud af folden, så vi kan få taget nogle billeder til artiklen.

Billeder der i øvrigt ikke helt passede Smarties at få taget netop den dag, hvor han fandt den mest mudrede plet på folden at rulle sig i, og hvor Stinna Tange storgrinende måtte konstatere, at de ikke var lige fotogene hver dag.

Det lykkedes dog ganske udmærket, og fra hvert billeder stråler Stinna Tanges lyse sind som en smuk aura omkring hendes og Smarties unikke partnerskab. Der er noget helt særligt over den dygtige rytter og hendes hest. Noget særligt, der sender hende gennem livet med en fighterånd og vilje, der er hende mere end vel forundt.

Næste mål er VM i USA i 2018.