Teateranmeldelse: Mød mig på Cassiopeia

***** 5-stjerner
16-02-2019 12:00:38

Der er herligt genhør med en perlerække af Kai Norman Andersen og Børge Müllers smukke sange i Folketeatrets nye forestilling musicalen Mød mig på Cassiopeia i instruktør og teaterdirektør Kasper Wiltons version. En version, hvor der er tilført et nutidigt tvist i samarbejde med René Vase og Jannik Fuglsang.

Nogle, nok primært de, der var store tilhængere af filmen af samme navn som havde premiere i 1951 med en række af datidens store stjerner i de ledende roller, vil nok mene, at elementer af historien er blevet for moderne, mens andre vil finde det dejligt forfriskende.

I forestillingen møder vi den mytologiske Zeus og hans datter Polyhymnia, der for en kort stund kommer til at spille betydende roller i optakten til den jordiske tilblivelse og opførelse af en musical. Sideløbende hermed smider teaterprimadonnaen Irene Berger hendes mand, John Berger, der er komponist på forestillingen, på porten, for i stedet at flirte med løjtnanten og storcharmøren Harry Smith. Harry Smith på sin side vælger straks ved synet af Polyhymnia hende og midt i det hele er John Berger, der har svært ved at skrive anden akten af musicalen færdig, men bliver i sidste øjeblik hjulpet af Polyhymnia. Hvis far Zeus også lige må en tur omkring jorden, førend alt går op i en højere enhed og alle de rette får hinanden til sidst.

Gennemgående i forestillingen er Kai Normann Andersen og Børge Müllers nærmest udødelige sange, hvoraf man hører en halv snes stykker, der iblandt Den allersidste dans, Musens Sang, og Gå ud og gå en tur, der alle tre kom med i den store kulturkanon fra 2006.
Mød mig på Cassiopeia er den sjove finurlige kærlighedssøgende forestilling, der rummer fortvivlelse, frustration, forelskelse, og forløsning, når kærlighedens veje og vildveje, der som bekendt kan være kringlede, finder sammen i smukke sange.

Amalie Dollerup som Polyhymnia er nærmest gudelig og synger næsten smukkere end engle i virkeligheden kan synge, mens også Carsten Svendsen som John Berger imponerer stort.

Trine Gadeberg i rollen som Irene Berger er fint castet, mens Christoffer Læssø som løjtnant Harry Smith i en sjov scene undervejs tager livtag med et større potpourri af nutidens populære sange.

I det hele taget er Mød mig på Cassiopeia en sjov, smuk og stærk fortælling, som man kun kan blive i godt humør af, hvilket også vidunderlige Lone Hertz som Rosa Elias og Asger Reher som guden Zeus, gør deres til.

Nævnes skal også en fantastisk Kristian Holm Joensen som den forvirrede og forfjamskede regissør Mogensen.

Min medanmelder var lidt skuffet over, at teatrets nye version var lidt langt væk fra filmen og gav fire stjerner, mens jeg var mere underholdt og derfor giver de 5 velfortjente stjerner.

Mød mig på Cassiopeia spiller på Folketeatret frem til den 3. marts, hvorefter den fra 14. marts til 23. maj er på Danmarksturné.